Nye karakterkrav på vej? EL kan rokkes

24. feb 2014, 14:00
Enhedslistens uddannelsesordfører siger nu, at partiet kan gå med til adgangskrav på erhvervsuddannelserne, hvis man også indfører en kvote2 ordning.

Lige nu forhandler politikerne intenst om en reform af erhvervsuddannelserne. Et af regeringens forslag er, at man indfører adgangskrav på karakteren 2 i dansk og matematik for at komme ind på skolerne.

Enhedslisten har hidtil været imod, at elever skal sorteres fra på baggrund af karakterer. Men nu siger uddannelsesordfører Rosa Lund, at en kvote 2-ordning, kan få partiet til at bløde op.

“Det er ikke alle unge, der synes, at det er hverken sjovt eller let at skrive essays, men måske er de gode til at bruge deres hænder og lærer bedst, når de står med tingene i hænderne. De skal selvfølgelig have adgang til  erhvervsuddannelserne, alt andet er tåbeligt. Derfor foreslår vi, at hvis der indføres adgangskrav, skal der være en kvote 2-ordning, siger hun til dr.dk

Karakterkrav er en af de store knaster i forhandlingerne, men den kan altså være høvlet af nu.

Et andet af Enhedslistens forslag går på, at erhvervsskolerne skal droppe reklamer for millioner og satse på vejledning i stedet, så man mere målrettet kan guide folkeskoleelver i retning af erhvervsuddannelserne i stedet for mod gymnasierne.