- Det var lige begyndt at gå bedre, og så går det ned igen. Vi kommer til at køre endnu færre penge ind. Det bliver helt slemt for de kolleger, der kører om natten, siger taxichauffør Dann P. Kristensen, (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Nye corona-restriktioner har lagt taxibranchen ned

8. dec 2020, 15:45
Taxivognmændene har fået halveret omsætningen, og ledigheden blandt taxichauffører er rekordhøj. Branchen efterlyser adgang til hjælpepakker på linje med restauranter og caféer.

Taxibranchen kører på flade dæk, men de nye coronarestriktioner i 38 kommuner har ramt branchen som et frontalt sammenstød.

Det skriver Fagbladet 3F.

December er en af de måneder, hvor taxametret normalt er rødglødende, men nu ryger dén omsætning, og det gør ekstra ondt på vognmænd og taxichauffører.

Regeringens hjælpepakker er ganske vist blevet forlænget, så de gælder til 28. februar 2021.

Det betyder, at virksomheder og selvstændige som ikke er tvangslukkede, men som bliver hårdt ramt af corona-restriktionerne, vil kunne få kompensation, hvis de lever op til adgangskravene i de forskellige hjælpepakker.

Men problemet er, at det er for svært for taxivognmændene at få adgang til hjælpepakkerne, advarer taxibranchen.

- Der er ikke bare brug for en forlængelse af hjælpepakkerne, men for en udvidelse af hjælpepakkerne, mener Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport.

- Restriktionerne rammer restauranter og kulturliv og taxierhvervets omsætning. Der er derfor brug for, at det også er muligt for taxibranchen at søge hjælpepakker og få kompensation på linje med restaurant- og cafélivet på baggrund af de nye restriktioner, siger hun.

Hun oplyser, at stort set alle taxivognmænd kan dokumentere en omsætningsnedgang på 40-50 procent i forhold til 2019.

- Men da dokumentationskravene til at søge hjælpepakker er blevet meget restriktive, har rigtig mange vognmænd svært ved at søge kompensation. Vi håber, at politikerne vil se på, om det virkeligt skal være så svært for de små virksomheder at få del i hjælpepakkerne, understreger Trine Wollenberg.

Flere konkurser på vej

Vognmændene i Danmarks største taxiselskab, Dantaxi blev ramt af en nedgang på 80 procent i omsætningen, da coronaen ramte i foråret.

Men siden er det gået lidt fremad. Blandt andet fordi restauranter og barer kunne holde åbent til klokken 22, som gav noget omsætning i taxierne.

- Vognmændene var ved at have kæmpet sig op på det halve af normal omsætning, hvilket jo stadig er alvorligt og alt for lidt, siger kommunikationschef i Dantaxi Rasmus Krochin til Fagbladet 3F.

Han understreger, at de nye restriktioner kommer til at slå voldsomt hårdt og vil betyde ny, stor nedgang i omsætningen.

- Det vil betyde flere konkurser end dem, vi allerede har set, siger Rasmus Krochin, der også oplyser, at en del vognmænd har valgt at lukke deres firmaer og forlade taxibranchen helt uden at kunne sætte antal på.

Bo Weye Hansen, faglig medarbejder på taxiområdet hos 3F Københavns Chauffører, fortæller, at taxichaufførerne ringer os spørger, hvordan de får hjælp.

- For de kan ikke leve af at være taxichauffører. Der skal hjælpepakker til, hvis branchen skal kunne klare det her, siger han.

Den 51-årige taxichauffør Dann P. Kristensen er ansat hos Vognmandskontoret, København, med 60 vogne. Vognmandskontoret hører under Taxa4x35, som er et andet af de store taxiselskaber.

Han er på supplerende dagpenge.

- Det var lige begyndt at gå bedre, og så går det ned igen. Vi kommer til at køre endnu færre penge ind. Det bliver helt slemt for de kolleger, der kører om natten. Det er meget frustrerende. Jeg frygter, at firmaet ender med at lukke på et tidspunkt, siger Dann P. Kristensen, der kalder situationen meget stressende.

- Der er langt mellem turene, men vi kan ikke slappe af. Hjernen kører konstant: Hvordan får jeg skaffet mig nogle flere ture?