Kristian Thulesen Dahls (DF) parti og Pernille Vermunds (NB) parti er i den nyeste måling - foretaget af Voxmeter for Ritzaus Bureau - stort set lige store. Begge partier står til at få ti mandater, hvis der var valg i morgen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Chok-måling: Vermund haler ind på Thulesen Dahl

29. jun, 10:27
Nye Borgerlige haler ind på Dansk Folkeparti i den nyeste måling fra Voxmeter.

Mens nedturen fortsætter for Dansk Folkeparti, får Nye Borgerlige den hidtil største opbakning fra vælgerne målt i en Voxmeter-måling.

Kristian Thulesen Dahls (DF) parti og Pernille Vermunds (NB) parti er i den nyeste måling - foretaget af Voxmeter for Ritzaus Bureau - stort set lige store. Begge partier står til at få ti mandater, hvis der var valg i morgen.

Helt præcist får DF en opbakning på 5,4 procent. Det ligger markant under valgresultatet fra 5. juni sidste år.

Her fik partiet 8,7 procent af stemmerne. Ved valget blev partiet halveret og gik fra at have 37 mandater til 16.

Nye Borgerlige får i Voxmeter-målingen 5,3 procent af vælgernes opbakning. Ved valget fik partiet 2,4 procent af stemmerne og kom altså lige akkurat over spærregrænsen.

I dag har partiet fire mandater, men står altså i målingen til at få ti pladser i Folketinget.

Målingen baserer sig på telefoninterview med 1035 repræsentativt udvalgte personer over 18 år og er gennemført i perioden fra den 22. juni 2020 til den 28. juni 2020.

Der er i målingen en statistisk usikkerhed på 1,4 procent for begge partier.

Målinger fra andre analyseinstitutter har den seneste tid vist samme tendens. Blandt andet gav en YouGov-måling bragt i B.T. for to uger siden Nye Borgerlige større opbakning end Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti har i oktober 25 års jubilæum, men der er i øjeblikket ikke meget af fejre for partiet. Det ser ud til at vælgerkrisen har bidt sig fast.

Også opbakning til partiets ledelse vakler i dele af baglandet. Den seneste måned har seks byrådsmedlemmer forladt DF, fordi de ikke længere kan se sig selv i partiet.

/ritzau/