Ny rapport: Vi har slavearbejdere i Danmark

9. feb 2011
Udenlandske arbejdere sælges, snydes og udnyttes groft i Danmark, viser ny undersøgelse.

Politiet fandt gruppen af bulgarske mænd i en lagerhal på Amager.

De var blevet lokket til Danmark med løfter om arbejde og god løn.

Men virkeligheden viste sig at være en helt anden.

De knoklede hver dag, blev truet og slået, fik næsten ingen løn, kun lidt at spise og boede under elendige forhold i den nedlagte lagerhal.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hver morgen blev de afhentet i biler og kørt til forskellige jobs som eksempelvis reklame- og avisbude.

Sådan beretter en ung, bulgarsk mand, som Center mod Menneskehandel har interviewet, efter politiet fik mistanke om menneskehandel.

 

Tvangsarbejdere udnyttes groft

"Han var tvangsarbejder og udsat for menneskehandel. Han var en del af en gruppe bulgarske mænd, som var blevet lokket til Danmark med falske løfter. Men det er kun den ene mands sag, vi kunne kategorisere som menneskehandel. I dag bor den unge mand i Bulgarien og er ved at tage en uddannelse", forklarer Anders Lisborg.

Anders Lisborg er ansat som ekstern konsulent i Center mod Menneskehandel og er medansvarlig for en endnu ikke-offentliggjort undersøgelse, der afslører grov tvangsarbejde i Danmark. Han har tidligere arbejdet mod menneskehandel i udlandet og undervist dansk politi.

Hvad der siden er sket med resten af bulgarerne, ved han ikke.

Det er nemlig op til politiet at efterforske sager om menneskehandel, og her er man begyndt, at få øjnene op for den voksende gruppe af tvangsarbejdere.

"Vi inddrager Center mod Menneskehandel hver gang, vi har mistanke. De fleste sager, vi har med at gøre omhandler prostitution. Men tvangsarbejde er noget, vi sætter øget fokus på fremover", siger Kim Kliver, der chef for politiets Nationale Efterforskningscenter (NEC). Han mener, at sagen med de bulgarske mænd på Amager viser, at politiet indsats er en succes.

Den opfattelse er fagbevægelsen ikke enig i. Her oplever man stigende problemer med grov udnyttelse af udenlandske arbejdere samt passivitet hos myndighederne.

Der findes ikke præcise tal for omfanget af tvangs- og slavearbejdere i Danmark. Det er Arbejdstilsynet og fagforeninger, der besøger landets arbejdspladser og melder mistænkelige sager til politi og SKAT.

"Men Arbejdstilsynet bliver ikke informeret om, hvad der så sker med sagen videre hen. Kun hvis der falder dom og bødestraf, får vores lokale tilsynscenter besked ", forklarer direktør i Arbejdstilsynet, Jens Jensen.

 

Lokkes med falske løfter

Rekrutteringen af arbejdere sker blandt andet gennem vikarbureauer og praktikantaftaler, hvor fattige arbejdere lokkes hertil med falske løfter om god løn.

Det afsløres i en række interviews med udenlandske arbejdere, der er blevet misbrugt af udlændinge og og danske arbejdsgivere indenfor landbrug og rengøring.

”Det er kritiske forhold, vi afdækker. Straframmen for menneskehandel og trafficking er op til otte års fængsel, så det er meget alvorlige forbrydelser”, siger Anders Lisborg.

LÆS ARTIKLEN: Østarbejdere er slaver i byggeriet

 

Ikke kun handel med prostituerede

”Før har der været fokus på prostitution og menneskehandel, men nu er der efterhånden afsløret flere sager om decideret menneskehandel inden for rengøring og landbrug”, fastslår Anders Lisborg.

"Men det kan foregå i alle sektorer, hvor der er brodne kar, der vil gå meget langt for at udnytte fattige mennesker i en desperat situation".

 

Sagerne falder til jorden

Hos arbejdsgiverne i Dansk Erhverv erkender man, at der ikke er en systematisk indsats mod handlede slavearbejdere.

"Når det gælder menneskehandel i Danmark, må vi blankt erkende, at det ikke er noget, vi forholder os systematisk til, for vi har ikke mødt problemet blandt vores medlemsvirksomheder", siger markedschef Christian Sestoft.

”Der er rejst anklager mod medlemmer af Dansk Erhverv, der skulle bruge underleverandører, der underbetaler og snyder ansatte. Men fælles for de sager er, at de er faldet til jorden”, siger Christian Sestoft.

 

3F: Der mangler ressourcer

Den udmelding får 3F til at ryste på hovedet.

”Der mangler ressourcer og en fælles koordination af indsatsen. Vi oplever dagligt mennesker, der arbejder under ringe og urimelige forhold”, fastslår Anthony Sylvester, konsulent i 3F.

"Hvis du bliver sendt hjem til Polen uden at have fået løn efter måneders arbejde i Danmark, er det også en form for tvang og handel med mennesker", fastslår Bo Rosschou fra Malernes Fagforening.

 

EL: Styrk kampen mod slavearbejde

Folketinget afholdt en høring om menneskehandel i går. Her vakte historien om bulgarerne bekymring blandt de fremmødte politikere.

"Det her er meget alvorligt. Vi har fornyelig set eksempler på, at polske arbejdere, der har arbejdet for Fitness World, bliver truet med tæsk, hvis de henvender sig til en dansk fagforening. Vi må styrke indsatsten mod menneskehandel”, siger retsordfører for Enhedslisten, Line Barfod.

LÆS ARTIKLEN: Østarbejdere: 'Vi bliver truet med tæsk'

Tvangsarbejde i DK

Center mod Menneskehandel har gennemført en undersøgelse om tvangsarbejde i Danmark. Undersøgelsen er endnu ikke offentliggjort, men den afslører menneskehandel med udenlandske arbejdere i Danmark. Omfanget er usikkert, men der foregår forskellige former for tvangsarbejde indenfor landbrug, rengøring og byggeri.