To undersøgelser viser, at ledige er tilfredse med telefon- og onlinemøder med jobcenter og a-kasse. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Ledige slipper for at møde op i jobcenter og a-kasse

8. dec 2020, 13:28
Ledige slipper i de kommende måneder for at møde op i a-kasse og jobcenter. Det har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) netop meldt ud. Undersøgelser viser, at det er i de lediges interesse.

Regeringen forlænger nu muligheden for digitale samtaler på jobcentre og i a-kasser. Muligheden skulle ellers være stoppet ved årsskiftet, men den er nu blevet forlænget med yderligere to måneder til 28. februar.

LÆS OGSÅ: Ledige vil fortsætte med telefon- og onlinemøder

Det sker i lyset af de fortsat høje smittetal.

Det vil sikkert glæde mange ledige.

Som A4 arbejdsliv tidligere har skrevet er ledige glade for den mulighed. En ny undersøgelse blandt 957 ledige, som CA Karrierepartner og a-kasse har foretaget i november 2020, viser, at 74 procent af de ledige helst vil deltage i telefon- eller videomøder, mens kun 20 procent foretrækker at komme til de personlige samtaler i a-kassen, der primært forsikrer privatansatte med en længere uddannelse bag sig.

Sparede tid og penge

Gitte Kokholm, som A4 Arbejdsliv tidligere har talt med, sparede fire timer i transport og 200 kroner i benzin og parkeringsafgift på at holde sine møder med a-kassen via telefonen. Hun bor i Skive og hendes a-kasse, CA karrierepartner og a-kasse, ligger i Aarhus.

-  Det er fleksibiliteten, jeg sætter pris på, hvor jeg selv kan vælge, om jeg ønsker et fysisk møde eller et telefonmøde. Jeg kunne sagtens forestille mig et scenarie, hvor jeg havde brug for en mere personlig samtale med en jobkonsulent, så jeg ønsker ikke, at den mulighed skal fjernes, sagde den 49-årige Gitte Kokholm.

CA Karrierepartner og a-kasse resultat flugter med en undersøgelse, som KL (kommunernes Landsforening) lavede i august. Den viste, at 92 procent ud af 5.778 adspurgte ledige i 12 kommuner var interesserede i, at flere af samtalerne med jobcentret i fremtiden kunne foregå via telefon eller video.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, det er oplagt at bruge digitale midler for at begrænse smitten.

LÆS OGSÅ: Gitte sparer fire timer og 200 kroner på ikke at møde i a-kassen

- Vi skal fortsat gøre alt, hvad vi kan for at begrænse corona-smitten. Under hele corona-forløbet har muligheden for digitale samtaler været et vigtigt redskab for jobcentre og a-kasser, og senest har nedlukningen i Nordjylland og nu de skærpede anbefalinger i hovedstadsområdet vist, hvor vigtige de digitale værktøjer er, siger han i en pressemeddelelse.