Ny jobpakke fra LO: Lav jobfest i SKAT

22. jan 2013, 09:50
LO kommer regeringen i forkøbet med udspil, der kan skabe job til 24.000 arbejdsløse. Flere medarbejdere i Skat er en del af løsningen.

Skat skal ansætte nye medarbejdere for at fylde hullet efter de 3.000 stillinger, der er nedlagt siden 2006. Det vil betyde job til mindst 500 arbejdsløse og 300 millioner kroner ekstra i statskassen, som Skat i øjeblikket har for få hænder til at inddrive.

Det er en del af den jobpakke, som hovedforbundet LO lancerer tirsdag.

Udspillet kommer forud for den jobpakke, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) varslede i sidste uge, og som ventes lanceret inden marts.

LO foreslår en jobppakke til 900 millioner kroner, som ifølge forbundets egne analyser vil skabe mellem 15.000 og 24.000 job i løbet af 2013 og 2014.

Ifølge LO er det tid til en u-vending i den stramme offentlige sparekurs, som i kombination med overdreven sparsommelighed hos kriseangste forbrugere og virksomheder spænder ben for beskæftigelsen.

"Danmark er gearet til vækst. Det betyder, at en fornuftig ført økonomisk politik med fokus på vækstinitiativer kan være med til at dæmme op for danskernes tilbageholdenhed og forløse vækstpotentialet i dansk økonomi," skriver LO i det notat, der ligger til grund for udspillet.

10.000 offentlige job forduftet

I 2012 har beskæftigelsen i den private sektor stået i stampe, mens 10.000 job er forsvundet i det offentlige.

Forslaget om at øge mandskabet i Skat er ét ud af 11 konkrete forslag fra LO, der tilsammen skal kickstarte beskæftigelsen.

Krumtappen i udspillet er forbedringer i den offentlige service. LO foreslår, at regeringen dropper sanktioner, hvis for eksempel kommuner overskrider deres budgetter i 2013.

Det vil ifølge LO betyde job til 13.000 flere danskere i 2013 og 2014 - primært til de såkaldt 'varme hænder', som dermed vil skabe forbedret velfærd.

På kollisionskurs med Thorning

Derudover foreslår LO blandt andet at lempe det såkaldte anlægsloft for kommunerne for at sætte mere gang i det offentlige byggeri - og dermed beskæftigelsen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har dog allerede givet kommunerne lov til at hæve anlægsloftet med to milliarder kroner i 2013, så længe de finder tilsvarende besparelser andre steder i deres budgetter.

LO foreslår, at regeringen dropper modkravet, og i stedet giver kommunerne frie hænder til at bygge skoler, plejehjem eller veje for to milliarder ekstra.

Hermed går LO i rette med Helle Thorning-Schmidt, der har afvist at hæve anlægsloftet uden modkrav.

Ingen skatterabat til erhvervslivet

Statsministeren har som udgangspunkt bebudet, at regeringens jobpakke skal gøre det mere attraktivt at etablere og drive virksomhed i Danmark.

Hun har derfor bedt sine økonomiske ministre undersøge mulighederne for at lette skatter og afgifter for erhvervslivet.

Det eneste punkt i i LO's udspil, der indirekte bevæger sig i samme baner, er et forslag om at øge afskrivningsprocenten på digitalt udstyr.

Udover de hurtige initiativer opfordrer LO regeringen til at nedsætte et nationalt råd til jobskabelse og vækst frem til 2020.

Jobpakken

LO's forslag til en jobpakke koster 900 millioner kroner om året, og forventes at skabe 15.000-24.000 flere job i 2013 og 2014.

 

Her er det samlede udspil i overskriftsform:

 

  • Realisering af planlagt offentligt forbrug
  • Lempet anlægsloft på kommunernes budgetter
  • Energirenovering
  • Flere almene boliger
  • Yderligere jernbaneinvesteringer
  • Hævet skrotgrænse for biler
  • Opkvalificering af arbejdsløse
  • Flere medarbejdere i SKAT
  • Krav om overenskomstmæssige vilkår ved offentlige udbud
  • Mulighed for tilkøb i hjemmeplejen
  • Afskrivning af digitalt udstyr

 

Kilde: LO