Ny hovedsponsor til Riis

28. sep 2008
Bjarne Riis præsenterede søndag en ny hovedsponsor til cykelholdet Team CSC Saxo bank.

Fra 1. januar 2009 og foreløbig tre år frem er IT Factory ny hovedsponsor sammen med Saxo Bank. Cykelholdet kommer til at hedde Team Saxo Bank – IT Factory.

"Med Saxo Bank og nu IT Factory har vi skabt et fundament, der kan bringe os langt ind i fremtiden. Vi har nu to stærke, visionære virksomheder i ryggen og et budget, der kan gøre, at vi kan realisere vores ambitioner om at forblive verdens bedste cykelhold," siger Bjarne Riis.

Adm. direktør i IT Factory, Stein Bagger, var straks varm på ideen, da han blev kontaktet af Bjarne Riis. Eneste forudsætning var, at firmaet blev hovedsponsor.

"Derfor er jeg glad for, at Saxo Bank har indvilget i at dele navnesponsoratet med os. Jeg er overbevist om, at vi får et godt samarbejde - vi har i hvert fald en række ting til fælles. Vi er begge unge virksomheder, vi er begge på vej til at blive globale, og vi vil – i øvrigt lige som holdet, være de bedste inden for vores felt," siger han.

/Newspaq/

faktaboks