I Danmark står professor og overlæge Anders Perner fra Rigshospitalets intensivafdeling bag forsøgene, hvor 30 danske patienter har indgået siden april. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Ny forskning: Det kan redde corona-patienters liv

2. sep 2020, 16:12
Dansk og internationalt studie fastslår, at binyrebarkhormon kan redde alvorligt syge covid-19-patienter.

Forskere fra Rigshospitalet har i samarbejde med kolleger fra 12 andre lande fået et gennembrud i behandlingen af de sygeste covid-19-patienter.

Forsøg med tre former for binyrebarkhormon har vist, at det meget almindelige lægemiddel har en markant effekt på coronapatienter, der ligger med ilt på intensivafdelinger.

I Danmark står professor og overlæge Anders Perner fra Rigshospitalets intensivafdeling bag forsøgene, hvor 30 danske patienter har indgået siden april.

- Behandlingsmæssigt er det her det bedste, vi har set endnu. Som enkeltstående lægemiddel er binyrebarkhormon det, der suverænt har den bedste virkning på svær covid-19, siger han.

Spørgsmål: Hvad vil det her betyde for de allersygeste covid-19-patienter?

- At det redder livet for nogle af dem. Før døde cirka en tredjedel af covid-patienterne på de danske intensivafdelinger, men med binyrebarkhormonerne forventer vi nu, at det tal kun vil være en fjerdedel.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har koordineret det danske og de udenlandske forsøg.

Og på baggrund af de overbevisende resultater anbefaler WHO nu alle verdens lande straks at begynde at bruge binyrebarkhormon til de sygeste indlagte med covid-19.

- Det fantastiske ved den her historie er jo, at det er et velkendt lægemiddel, som vi har brugt igennem 50 år. Det er billigt, og det er tilgængeligt på alle hospitaler globalt, så de kan sådan set starte med at bruge det i morgen, siger Anders Perner.

Et britisk forsøg har tidligere vist gode resultater ved behandling med binyrebarkhormonet dexamethason, som også indgår i dette forsøg.

På baggrund af det britiske forsøg begyndte flere danske hospitalslæger allerede i juni at give de sygeste patienter binyrebarkhormon.

Og heldigvis var det en god idé, bekræfter det nye og langt større studie, der består af syv forsøg med patienter fra 13 lande.

- Der vil altid være en vis usikkerhed, når man kun har et enkelt forsøg, men vores forsøg bekræfter, at briterne havde ret, siger Anders Perner.

Måden, binyrebarkhormoner fungerer på, er paradoksalt nok ved at hæmme patientens immunforsvar.

Covid-19-patienter på intensivafdelinger dør i praksis af en svær lungebetændelse, og døden skyldes i virkeligheden kroppens egen reaktion på den svære betændelse.

Så når binyrebarkhormonet tager toppen af betændelsesreaktionen, overlever flere patienter.

Anders Perner og de øvrige forskere fortsætter nu forsøgene for at undersøge, om en endnu højere dosis binyrebarkhormon giver et endnu bedre resultat.

/ritzau/