20201115-163525-A-1920x1441we
Det var Byretten i Sverige, der bad EU-Domstolen vurdere EU-lovgivning. En passager havde søgt kompensation, da hans fly blev aflyst som følge af en større strejke blandt SAS-piloter i Norge, Sverige og Danmark i foråret 2019. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ny dom: Ingen kompensation til passagerer ved strejker

17. mar 2021, 13:26
En ny afgørelse fra EU-Domstolen betyder, at flyselskaberne ikke er forpligtet til at betale, hvis en strejke skyldes en konflikt om overenskomster.

Er man på vej på ferie, eller skal man ud at flyve af andre grunde, så er der næsten ikke noget værre end en rød tekst på afgangsskærmen.

Aflyst.

I mange tilfælde har man som passager krav på at blive økonomisk kompenseret, hvis ens flyafgang bliver aflyst eller meget forsinket.

Men skyldes det, at piloterne strejker som følge af en overenskomstkonflikt, så er der ingen erstatning at hente. Det har EU-Domstolens generaldirektorat onsdag besluttet i en principiel afgørelse, skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Ærgrer sig over udbetaling af feriepenge: Det er dårlig timing

Vagn Jelsøe er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk og en del af bestyrelsen i Rejsegarantifonden og mener, at dommen kan have stor betydning:

- Man har diskuteret rigtigt meget, hvornår flyselskaberne skal udbetale kompensation for aflyste flyafgange som følge af strejker. Der er det særlige ved strejker, at tidligere domme peger i forskellige retninger, siger han.

Man har i tidligere afgørelser set, at flyselskaberne må punge ud, hvis strejken for eksempel skyldes dårlig kommunikation omkring massefyringer.

- Flyselskaberne skal som udgangspunkt betale kompensation, hvis de selv er skyld i, at flyet bliver aflyst, siger Vagn Jelsøe.

Spørgsmålet er derfor, hvem der er skyld i en strejke.

EU-Domstolen vurderer, at flyselskaberne ikke selv er skyld i en strejke, der er organiseret af piloterne og deres fagforening i forbindelse med en overenskomstforhandling. Derfor skal de ikke betale erstatning til passagerer.

Nedlægger piloterne arbejdet som følge af en arbejdskonflikt, så er der tale om en ‘usædvanlig omstændighed’, mener EU-Domstolen. En usædvanlig omstændighed kan være krig, uvejr, naturkatastrofer og altså også varslede strejker.

Sagen er principiel, og det betyder, at afgørelsen får betydning for, hvordan lignende sager bliver afgjort i fremtiden.

Afgørelsen er ikke overraskende, mener Vagn Jelsøe. Ifølge ham kan reglerne for kompensation blive et våben i arbejdskonflikter.

- Hvis flyselskaberne skal betale kompensation for aflysninger under en almindelig overenskomstkonflikt, så risikerer man, at fagforeningerne kan bruge det som en trussel i forhandlingerne.

Det var Byretten i Sverige, der bad EU-Domstolen vurdere EU-lovgivning. En passager havde søgt kompensation, da hans fly blev aflyst som følge af en større strejke blandt SAS-piloter i Norge, Sverige og Danmark i foråret 2019.

Strejken varede i syv dage, og SAS måtte aflyse mere 4.000 flyvninger i Skandinavien. Det gik ud over 380.000 passagerer. Hvis SAS skulle betale hver passager kompensation, ville det ifølge SAS' beregninger løbe op i 117 millioner euro. Det svarer til 870 millioner danske kroner.

- Flypassagerer bliver fanget i det her på samme måde som ved en naturkatastrofe. Det afgørende i den enkelte sag er, at SAS har gjort, hvad de kunne for at hjælpe deres kunder i denne her sag, siger Vagn Jelsøe.