En kommunalt ansat desinficerer bænken i et busstoppested ved Piccadilly Circus i det centrale London lørdag. Hovedstaden er i det område, der nu rykker op på niveau fire. Det indebærer blandt andet, at man ikke må holde jul med andre end dem, man bor sammen med, og at alle ikke-essentielle butikker lukker. Årsagen er bekymring for den hastige spredning af en ny variant af coronavirusset. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Johnson skærper reglerne for julen i England

19. dec 2020, 17:49
Beboere i London og det sydøstlige England må kun holde jul med egen husstand under det nye niveau fire.

En variant af coronavirus, der spreder sig hastigt i London og det sydøstlige England, får lørdag premierminister Boris Johnson til at udvide skalaen for coronatiltag.

Hidtil har England haft et tretrins system, hvor de enkelte landsdele er på enten niveau et, to eller tre, alt efter hvor højt smittetallet er.

Nu indføres et ekstra trin - niveau fire - for hovedstaden og det sydøstlige hjørne af landet. Og det skyldes den nye variant, der spreder sig hurtigt.

- Der er ikke er beviser for, at den forårsager mere alvorlig sygdom eller højere dødelighed. Men det lader til, at den smitter nemmere, siger Johnson på en pressekonference lørdag.

Han tilføjer, at der heller ikke er beviser for, at en vaccine vil være mindre effektiv mod denne variant.

- Men vi må handle på informationer, når vi får dem. Lige nu breder smitten sig meget hurtigt, siger han.

Niveau fire indebærer skrappere tiltag, blandt andet lukning af ikke-essentielle forretninger.

Og det betyder, at folk skal blive hjemme i juledagene. For dem, der bor i de områder, der nu er på niveau fire, må ikke holde jul med andre end dem, de bor sammen med.

- Det er med tungt hjerte at jeg må meddele, at vi ikke kan holde jul som planlagt, siger Johnson.

Heller ikke nytårsaften vil reglerne blive lempet, tilføjer han.

Det er kun få dage siden, at Johnson beskyldte oppositionsleder Keir Starmer fra Labour for at ville "aflyse julen".

- Når fakta ændrer sig, må man ændre sin tilgang. Det jeg har fået at vide om den hastige smittespredning er ikke noget, vi kan ignorere. Når virusset ændrer taktik for angreb, må vi ændre vores respons, siger Johnson lørdag.

Regeringens toprådgiver på området, Patrick Vallance, advarer om, at den nye variant af coronavirus er langt mere smitsom, måske op mod 70 procent ifølge de foreløbige data.

Denne variant blev første gang opdaget i september i London og Kent. For en måned siden var hver fjerde nye smittetilfælde den nye variant af corona.

- Nu er over 60 procent af de nye smittetilfælde i London den nye variant, siger Vallance.

Tretrins skalaen - der altså nu er udvidet til en firetrins skala - blev indført i begyndelsen af december. Hvert eneste område af landet er blevet inddelt i et af tre niveauer: medium (et), højt (to) eller meget højt (tre).

Langt størstedelen af befolkningen bor i et område, hvor niveauet for smitteudviklingen er højt eller meget højt

Under niveau to må folk ikke mødes med nogen, som ikke er fra deres egen husstand, indendørs. Udendørs må de mødes med en gruppe på op til seks personer.

Under niveau tre må folk hverken mødes med nogen, som ikke er fra deres egen husstand, indendørs eller til langt de fleste arrangementer udendørs.

Til jul er der dog den undtagelse, at man må samles med andre fra op til tre husstande.

Det må man ikke på niveau fire. Her er det ikke tilladt at være sammen med andre uden for sin egen husstand til jul.

Indbyggere i alle andre dele af landet frarådes at rejse til niveau fire- områder.

/ritzau/