Ny busrute får elitechauffører

7. apr 2010
Særligt dygtige buschauffører bliver håndvalgt til den nye buslinje 330E i København. Det skal give flere passagerer.

Risikoen for at blive kvæstet i en busulykke er lille, men den kan blive endnu mindre, hvis man kører med en bestemt buslinje.

Buschaufførerne på den netop oprettede buslinje 330E er særligt udvalgt for deres evne til at passe på passagererne og busserne. De får med andre ord passagerne sikrere frem end så mange andre buschauffører ville have gjort.

"Chaufførerne er nøje udvalgt, og jeg har haft mange samtaler og møder med dem for at sikre, vi får de bedste chauffører til den her rute," forklarer driftsleder Dan Hvidsten fra Trafikselskabet Movia. Han bliver ansvarlig for linje 330E, der forbinder Ishøj Station med DTU i Lyngby.

Chaufførerne er blevet udvalgt på baggrund af statistik - færrest skader og færrest klager - og på deres villighed til at give kunderne en god oplevelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Fordi ruten vil få mange faste pendlere i form af studerende gør Movia en særlig dyd ud af at have dygtige chauffører, som de rejsende kan genkende. Trafikselskabet håber, at det vil tiltrække 700.000 nye buspassagerer.

Jess bliver helt pfffuuu

50-årige Jess Buus er en af de 17 håndplukkede chauffører. Han startede karrieren bag rattet i 1981 og har siden sat en ære i at køre ordentligt og byde passagerne velkommen med et smil.

"Jeg vil går op i mit job, fordi jeg gerne vil hjælpe mennesker. Når jeg kan se, jeg giver en god oplevelse til en passager, bliver jeg helt pfffuuu, " siger Jess Buus og retter ryggen med et smil.

Som en af de 17 330E-chauffører kørte han sin jomfrutur i den nye bus tirsdag morgen klokken seks. Nu ser han frem til at køre flere i mange år fremover.

"Det er ikke en almindelig linje, for her er jeg med til at starte den op. Det er os chaufførers arbejde og indsats, der er med til afgøre, om vi får passagerer. Og det gør, at man løfter sig lige et par ekstra centimeter, så jeg en gang kan sige: Det var jeg med til."

Buslinjen 330E

330E er en ny buslinje mellem Ishøj station og DTU i Lyngby. Ruten har 26 færre stop end den tilsvarende 300S. Det gør rejsetiden cirka 20 minutter kortere.

Se ruten her.

330E har gratis trådløst internet og små infoskærme, der viser nyheder og informationer om næste stop. Ved bustoppestederne vil en digital tæller viser, hvor tæt næste bus er.

11 nye Volvo-busser til 2,8 mio. kroner stykket er indkøbt til formålet. De bliver kørt af 17 fuldtidschauffører, der er specielt udvalgt efter deres køreegenskaber og kundepleje.

Busserne bliver drevet af trafikselskabet Movia, som forventer at 330E vil tiltrække 700.000 nye buspassagerer.