REGIMET I SOCIAL- OG BESKÆFTIGELSESPOLITIKKEN har igennem de seneste to årtier lidt af vrangforestillinger om de mennesker, som politikken handler om; som billederne i et troldspejl.

Det grundlæggende dogme er, at alle har muligheder, potentialer, ressourcer, kan og skal udvikle et arbejdspotentiale. Det er jubeloptimistisk og skaber opfattelsen af, at borgere, der reelt ikke kan arbejde, langt hen ad vejen opfattes som uværdigt trængende, der godt kan, men ikke vil. Til sammenligning blev borgere med nøjagtigt de samme problemstillinger for tyve år siden anerkendt af samfundet som værende værdigt trængende og tilkendt den nødvendige hjælp.

LÆS OGSÅ: Forfatter med opråb: Stop med at ydmyge de udsatte!

Det er hovedtemaet i den nye bogudgivelse Optimismens politik – skabelsen af uværdigt trængende borgere fra Frydenlund Academic af ph.d. i statskundskab Mathias Herup Nielsen, der arbejder som forsker og underviser i samfundsvidenskab på Aalborg Universitet. Det anslås også på en visuelt indlysende måde på bogens forsidebillede, som er udarbejdet af grafisk konsulent Signe Kisbye Mikkelsen. Her ser man i den ene side af billedet et helt ansigt, mens den anden side af billedet viser en maske, som af en udefrakommende hånd holdes op foran det hele ansigt. Maskens udtryk er ikke identisk med det ansigt, som nu skjules under masken, og kroppen er skåret helt væk.

Det er en genial måde at illustrere en af bogens hovedpointer: at man ved at skære lidt af billedet af udsatte mennesker væk kan manipulere den politisk-moralske vurdering af mennesker og dermed begrunde politiske stramninger over for målgruppen. Sådan omdefinerer man værdigt trængende, så de bliver til uværdige nasserøve eller syndebukke. Det er brutal foragt for svaghed ikke at anerkende den, men simpelthen ændre på vurderingen af og fortællingen om den.

MATHIAS HERUP NIELSEN ER beundringsværdigt dygtig til helt enkelt og pædagogisk at formidle og overskueliggøre, hvordan politik indebærer konstruktion af virkeligheden og af forskellige målgrupper, som politikken så kan beskrives som svar på. De billeder er ikke naturlovmæssigheder, men diskutable sandheder – og i det konkrete tilfælde, i beskæftigelsespolitikkens ressortområde, er virkelighedskonstruktionen lig med vrangforestillinger.

Selvom hans indsigter i disse forhold blandt andet stammer fra akademisk forskning, har han gjort meget ud af at gøre dem tilgængelige for en bredere målgruppe. Det tjener ham og bogen til ære.

At politikken indebærer konstruktion af virkeligheden og forskellige målgrupper, viser sig blandt andet konkret i forståelsen af ’arbejdsevne’, og hvem der har ret til forskellige ydelser. I 2000’erne og frem til 2015 hørte arbejdsevne-begrebet formelt under Socialministeriet, men fra 2015 er det bragt til at høre under Beskæftigelsesministeriet. Det indgår i lovgivning om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp.

Blandt andet ændrede reformerne af førtidspension i 2003 og 2013 tilgangen til mennesker med nedsat funktionsevne fundamentalt i forhold til arbejdsmarkedet. Hvor kommunerne før 2003 tog udgangspunkt i, at syge og mennesker med handicap havde problemer, der begrænsede deres erhvervsevne, har man efter 2003 tillagt helbredet mindre vægt i den samlede vurdering.

Med reformen fra 2013 kulminerer dette nye regime, hvor man som udgangspunkt ser syge mennesker som havende ressourcer og muligheder, der kan udvikles og derfor skal afdækkes igennem længere tid, før myndighederne vil tilkende førtidspension. Borgerne får så at sige bevisbyrden for, hvis det er deres realitet, at de ikke kan udvikle arbejdsevnen – hvilket jo er svært, da det er hypotetisk og ligger uden for det eksisterende. Det politisk udmeldte udgangspunkt er, at de kan mere, end lægekundskaben dokumenterer. De lægelige skøn og helbredsvurderinger har fået en tilsvarende mindre vægt og anerkendelse i sagsbehandlingen.

Hvor sociologien med et gammelt begreb fra Erwing Goffman beskrev stempling på grund af afvigerkarakteristika (for eksempel sygdomme) som stigmatisering, så sker der omvendt det i den moderne politik og forvaltning, at disse afvigerkarakteristika slet ikke anerkendes, hvilket kalder på borgernes følelse af uretfærdighed. Dét kalder Mathias Herup Nielsen for neo-stigmatisering.

DEN OPTIMISMENS POLITIK, som defineres på det politiske niveau, videreføres i behandlingen af de uarbejdsdygtige syge i det administrative maskinrum, som de kommunale forvaltninger udgør. Og den følger også med ud i den offentlige debat om emnet, viser Mathias Herup Nielsen i sin bog, der på dén måde både optegner et billede af en tendens på langs af en tidsperiode og et billede af, hvordan den førte politik på et givet tidspunkt hænger sammen med forskellige politiske billeder af målgrupper, forskellige rationaler og forskellige argumenter. De ukritiske medier, som der er mange af i forhold til beskæftigelsespolitikken, spiller også en stor rolle i troldspejlingen af syge borgere.

LÆS OGSÅ: Blogger om pensionsdebat: Hvorfor bliver de syge og reelt uarbejdsdygtige endnu engang glemt?

Optimismens beskæftigelsespolitik stammer fra forskellige sider. Interessant er det, at Mathias Herup Nielsen bringer den ind i sammenhæng med den større tendens i tiden, som handler om neoklassisk økonomisk tænkning, positiv psykologi og individualisering af ansvaret.

KAMPEN OM, HVORDAN VIRKELIGHEDEN ser ud, er i dag en af de væsentligste kampe i forhold til beskæftigelsespolitikken. Derfor er en teoribog om tidens beskæftigelsespolitiske ideologi, rationaler, billeddannelse, sprog og argumentation, som kan lære læseren at gennemskue og afsløre politisk manipulation og politiske vrangforestillinger, meget værdifuld og en af tidens vigtigste.

Alene af den grund burde den være obligatorisk pensum for folk, der arbejder med eller uddanner sig inden for fag, der forholder sig til området – det gælder politikere, forvaltningsansatte, undervisere og studerende på fag som socialrådgiveruddannelsen, statskundskab, samfundsvidenskab, jura, journalistuddannelsen, medievidenskab, og det gælder pressen. Den vil også kunne hjælpe syge, deres patient- og handicaporganisationer, fagforeninger og pårørende til at kunne forstå og forsvare sig bedre imod systemets logik.

Derudover er den vigtig, fordi den sætter fingeren på det hovedproblem, at beskæftigelsespolitikken i dag ikke anerkender det helbredsmæssige problemkompleks, som mange syge kommer med.

Det er godt, at kløften mellem det politiske system og syges virkelighed i kød og blod bliver italesat og problematiseret. For optimismens politik skaber berettiget vrede og afmagt hos titusindvis af syge, som ikke oplever, at de kan dét, som politikerne og forvaltningerne påstår, de kan, og som dele af pressen viderefører et billede af, at de kan.

IKKE MINDST ER JEG GLAD for, at Mathias Herup Nielsen har beskrevet nogle af de konkrete systemerfaringer, som man finder hos udsatte borgere.

Han beskriver for eksempel, hvordan definitionen af værdigt og uværdigt trængende borgere helt uforskammet foregik for åben skærm i DR Debatten en torsdag i september 2018, da tidligere folketingsmedlem og beskæftigelsesordfører Laura Lindahl (LA) pludselig stillede direkte spørgsmålstegn ved, om den navngivne formand for Jobcentrets Ofre nu også var så syg, at han ikke kunne arbejde og forsørge sig selv. Studievært Clement Kjersgaard greb overhovedet ikke ind i hendes ageren, hvilket er et tidstypisk medieeksempel på optimismens politik.

LÆS OGSÅ: Kim Madsen sigtet for trusler mod politiker: "Bliver lidt gal"

Tilsvarende har Mathias Herup Nielsen også læst og refereret fra en af tidens vigtigste dokumentarudgivelser, bogantologien De reformramte fra Forlaget Udenfor (2018). Herom bemærker han, hvordan et flertal af beretningerne handler om, at ”oplevet uretfærdighed har rod i et optimistisk blik på borgeres arbejdsevne. Frustrationen ved at blive betragtet som én, der godt kan, men ikke vil fremfor at blive anerkendt som én, der godt vil, men ikke kan, løber som en tyk rød tråd …”

MATHIAS HERUP NIELSEN går i sin bog i rette med det sjældent modsagte udsagn om, at ”den, der kan arbejde, skal arbejde”, og siger: ”Det mest interessante moralske spørgsmål er snarere, om samfundets forandrede syn på udsatte borgeres arbejdsevne har udvidet gruppen af dem, der godt kan, men ikke gør, og ført den ud over rimelighedens grænser.”

Der skal ikke herske tvivl om, at den førte politik efter undertegnedes opfattelse er gået alt for vidt og nu ligner en ideologisk trosbekendelse snarere end noget, der respekterer erfaringens verden. Bogens erkendelser svarer derfor meget til dem, jeg selv har gjort i min beskæftigelse med området og skrevet om siden 2012.

Spørgsmålet er, hvorfor en stor del af folketingspolitikerne, kommunalpolitikerne, forvaltningen, medierne og den brede befolkning alligevel lader sig manipulere til at videreføre vrangforestillingerne. Hvis de læste denne bog, ville de bedre kunne se, hvordan de med beskæftigelsespolitikken gemmer syge mennesker væk bag den optimistiske politiks masker og dermed gør dem stor uret. Og når vrangforestillinger er afsløret, må det være målet at genskabe jordforbindelsen. 

Dette er et blogindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected].