20210209-110545-L-1920x1279we
Region Hovedstaden sætter AstraZeneca-vaccinen i forbindelse med endnu en dødbringende blodprop. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

57-årig mand død af blodprop: Mistænker AstraZeneca-vaccine

26. apr 2021, 08:56
En 57-årig AstraZeneca-vaccineret mand døde af en blodprop. Region Hovedstaden mistænker vaccinen.

En 57-årig mand, døde i marts af en voldsom blodprop i hjernen, cirka en uge efter at han havde fået AstraZeneca-vaccinen mod covid-19.

Det skriver B.T.

Mandens storebror fortæller til avisen, at hans lillebror havde et usædvanligt lavt antal blodplader.

Region Hovedstaden bekræfter over for B.T., at den har indberettet dødsfaldet til Lægemiddelstyrelsen "som en mulig bivirkning til AstraZeneca-vaccination".

Lægemiddelstyrelsen afviser at be- eller afkræfte indberetning, med begrundelse om at oplysningerne er personhenførbare.

AstraZeneca-vaccination er officielt kun blevet sat i forbindelse med ét dødsfald i Danmark.

Der var tale om en 60-årig kvinde, som fik en række blodpropper, på samme tid med at hun havde et meget lavt antal blodplader.

Blodpropperne kombineret med lavt antal blodplader er siden blevet anerkendt som en officielt bivirkning til AstraZeneca-vaccinen, hvorfor den ikke længere bruges i Danmark.

De danske sundhedsmyndigheder vurderer, at cirka 1 ud af 40.000 vaccinerede vil opleve den type bivirkninger.

Vaccinen er stadig i brug i store dele af verden, hvor det vurderes, at fordelene ved vaccinen opvejer risici for de sjældne blodpropper.

Men Sundhedsstyrelsen herhjemme mener, at Danmark har så rig adgang til vacciner, og at smittetrykket i øvrigt er så lavt i øjeblikket, at det ikke er nødvendigt at løbe risikoen med vaccinen.

I andre lande har man indført regler om, at vaccinens fordele kun opvejer ulemperne for en bestemt aldersgruppe. Det skyldes, at risikoen ved at få et alvorligt sygdomsforløb med covid-19 er relativt lav for visse aldersgrupper.

For eksempel får folk under 30 år i Storbritannien tilbudt en anden vaccine end den fra AstraZeneca. I Italien er det kun folk over 60 år, der bliver tilbudt AstraZeneca-vaccinen, mens Belgien kun giver vaccinen til folk over 55 år.

/ritzau/