Ny bigfoot er formentlig ren fup

18. aug 2008
Det lugtede først af en rigtig god historie. Men kan det virkelig passe, at man har fundet et eksemplar af den mytiske abemand Bigfoot. Døm selv.

En af verdens mest anerkendte bigfoot-forskere, Tom Biscardi, bekræftede, at et eksemplar af abemanden lå i en kæmpe fryser et sted i den sydøstlige amerikanske stat Georgia. Og selv avisen Washington Post skrev i weekenden løs om historien.

Nu lugter det mere af fup.

Det angiveligt 250 kg tunge, 231 centimeter høje dyr med næsten 40 centimeter lange fødder – deraf navnet – blev ellers 'fundet' af to unge mænd, Matthew Whitton og Rick Dyer, mens de var på tur i en fjern skov i juni måned.

De forklarer, at de så flere levende udgaver af bigfoot, tog den døde krop med hjem, gemte den væk i en fryser og først efter nogle uger kontaktede forskeren Biscardi.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

På et godt besøgt pressemøde i fredags viste Biscardi billeder af abemennesket og forklarede, at fryseren var gået i stykker, og derfor var kroppen delvist ødelagt. Alligevel var han selv overbevist.

»Det er her så ægte som det faktum, at du står, hvor du gør,« sagde han til en journalist.

En anden ekspert sagde på en videooptagelse, at der »uden tvivl« var tale om en mandlig bigfoot.

»Den passer ikke ind i noget andet jeg har set. Jeg ryster. Jeg har aldrig set noget lignende,« sagde eksperten, der på videoen blev kaldt Dr. Paul Van Buren fra Texas.

Han er nu afsløret som en af de unge mænds bror. Og i aftes kom så resultatet af en række uafhængige dna-prøver foretaget på 'Bigfoot'. De fleste mindede om helt almindelig menneske-dna og i ét tilfælde stammede dna’en fra en pungrotte.

Mændene bag fundet holder dog stadig fast i deres forklaring. Og deres lyst til at få findelønnen på adskillige tusinde dollars.

»I er nødt til at tro på os. Vi har et lig,« sagde Rick Dyer.

Senere på ugen vil de – det siger de i hvert fald – fremvise liget af bigfoot til en journalist fra tv-stationen Fox.

faktaboks