Drabet skete i bebyggelsen Ladegårdsparken 28. april sidste år. Foto: Henrik Ole Jensen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Gennembrud i gammel drabssag: En anholdt

24. apr 2020, 09:46
Måske har efterforskere nået et gennembrud i sag om drab på 18-årig i april sidste år.

Politiet har fredag morgen foretaget anholdelse i en et år gammel drabssag fra Holbæk. Det er sket, kort efter at politiet har givet nye informationer om sagen fra Ladegårdsparken til pressen.

I løbet af fredagen skal Retten i Holbæk have retsmøde om sagen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Ved grundlovsforhøret skal det afgøres, om den anholdte skal varetægtsfængsles. Det finder sted klokken 12, oplyser retten.

Umiddelbart fredag formiddag oplyser politiet ikke noget om den anholdtes alder eller andre detaljer.

Drabet skete i bebyggelsen Ladegårdsparken 28. april sidste år. En ung mand på 18 år blev dræbt af flere skud i hovedet og på kroppen. Forbrydelsen fandt sted ved 22-tiden om aftenen ud for adressen Ladegårdsparken Vest 135.

Sidste weekend gik politiets efterforskere til pressen med budskabet om, at drabet var planlagt.

Samtidig bad politiet om nye oplysninger fra vidner om en bil - en mørkegrå Kia Ceed. På gerningstidspunktet holdt den parkeret i det nærliggende Kikhøjparken.

Politikommissær Kristian Egekær siger fredag formiddag, at anholdelsen er sket på baggrund af den samlede efterforskning.

- Vi fik henvendelser både i relation til selve hændelsen og til bilen, siger Kristian Egekær om udbyttet af weekendens appel til offentligheden.

Sidste år blev en 24-årig mand sigtet for drabet. Det skete, da han var ved at rejse ud af Danmark fra lufthavnen i Kastrup.

Senere - efter tre måneders varetægtsfængsling - blev han imidlertid løsladt. Ifølge det regionale medie Nordvestnyt har denne mand forbindelse til rockergruppen Bandidos.

I Midt- og Vestsjællands Politis budskab til pressen for nylig blev der også bragt et signalement af drabsmanden: Han har nordisk udseende, er mellem 20 og 30 år, er 170 til 180 centimeter høj og i øvrigt almindelig af bygning.

/ritzau/