Ny Alliance afgået ved døden

28. aug 2008
Liberal Alliance rejser sig fra asken eller forsøger i hvert fald på det.

Ny Alliance eksisterer ikke mere. Eller navnet gør i hvert fald ikke. Det hårdt prøvede parti har ændret navn og hedder nu Liberal Alliance.

Navneskiftet er et resultat af et møde i partiets hovedbestyrelse onsdag, skriver Jyllands-Posten.

- Vi har besluttet, at partiet nu hedder Liberal Alliance. Det var en meget klar holdning i hovedbestyrelsen, at partinavnet skiftes ud øjeblikkeligt. Det er en helt naturlig konsekvens, når vi samtidig får et liberalt principprogram, siger Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, til Jyllands-Posten.

Liberal Alliance holder pressemøde senere i dag. Her vil partiet præsentere et nyt og angiveligt mere liberalt partiprogram. Ifølge Jyllands-Posten vil partiet også her melde klart ud, at Anders Fogh Rasmussen er deres statsministerkandidat.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Vi ønsker at flytte partiet, så ingen er i tvivl om, hvad vi står for. Og der er god plads i dansk politik til et liberalt parti, fordi alle taler om fordelingspolitik, siger Leif Mikkelsen til avisen.

Ny Alliances nye mærkesager vil ifølge Jyllands-Posten være et opgør med regeltyranni og gennemførelsen af liberale reformer.

faktaboks