Tæt på verden: Nu vil USA ikke have gasangreb undersøgt

28. aug 2013
Obamaregeringen skifter holdning, mens de planlægger angreb på Syriens Assad. USA var ikke imod Saddam Husseins brug af giftgas mod Iran.

Nyhedsbureauet IPS News og flere andre rapporterede tirsdag, at USA overraskende har bedt FN om at aflyse gift-inspektørernes undersøgelser i Damaskus. Det skete få timer efter Syrien søndag indvilligede i at give FN adgang til de ramte områder og sikre en våbenhvile.

USAs udenrigsminister John Kerry skal have sagt til FNs generalsekretær Ban Ki-Moon, at nu var det alligevel for sent at finde beviser, og at det ikke er sikkert for inspektørerne. Det var ellers overordentligt vigtigt sidste uge.

Syrien forklarer, at de formelt først lørdag fik en henvendelse fra FN om en undersøgelse, og derfor afviser, at de trækker sagen ud. At der er foregået et giftangreb synes der ingen tvivl om. Organisationen Læger uden Grænser rapporterede om 3.600 patienter med “neurotoxiske symptomer” i løbet af 3 timer den 21. august – heraf døde 355

Barack Obamas nye uvilje imod en undersøgelse kommer samtidig med rapporter om et planlagt angreb på Assads militær. Storbrittanien har onsdag ved frokosttide annonceret, at landet vil bede Sikkerhedsrådet om tilladelse til at “gøre det nødvendige.”

Angreb planlægges

Mens USA, Storbritannien, Frankrig, Tyrkiet og flere andre nationer overvejer et lyn-angreb på Bashar al-Assads militære som straf for påstået brug af kemiske våben i borgerkrigen, viser flere komplikationer og perspektiver sig i internationale medier.

Hvad mener Iran for eksempel om situationen?

Iran er en trofast allieret med al-Assads Syrien modsat Tyrkiet, der på grund af borgerkrigens gru afbrød det venskabelige forhold til sin gamle ven og nabo. Således ikke med Iran, der har en gensidig forsvarspagt med Syrien.

De første stemmer fra politikere i Iran siger, at et amerikansk ledet angreb på Bashar al-Assads styrker vil medføre et modsvar imod Israel. Politiske hardliners mener, at Syrien er første fronlinie for Iran imod Vesten.

Iran er en bestemt modstander af brug af kemiske våben som gas, fordi landet selv har været offer herfor. Udenrigsminister Mohammad Javad Zarif har presset Syrien til at tillade og hjælpe en FN-undersøgelse.

Skulle det vise sig at Assads folk har brugt dem, som mange påstår, vil det være svært for Iran at fastholde sin klare støtte, skriver The New York Times. I forvejen binder støtten til Syrien Iran politisk.

Gasning af Iran

Iran har om nogen erfaring med at blive gasset i en krig. I 1980'erne var dets styrker i en ekstremt blodig krig med Saddam Husseins Irak, der startende i 1983 brugte giftgas adskillige gange for at stoppe de iranske bølger af mennesker, der angreb Iraks tunge våben.

Det er værd at bemærke, at Saddam Husseins brug af giftgas mod Iran var absolut bekendt for USA, der de fakto støttede det, skriver amerikanske Foreign Policy i en sensationel afsløring baseret på frigivet materiale fra CIA.

Dokumenterne, der ses i ovenstående link, viser, at netop brugen af bl.a. sennepsgas i 1988 var en faktor i at forhindre Irans sejr og tvinge ærkefjende til forhandlingsbordet. Dette forhold har været benægtet gennem årene, men militærattacheen ved USA ambassade siger i Foreign Policy, at USA vidste alt om det.

Gasning i Irak

Netop 1988 var også året, hvor Saddam Husseins gassede kurderne i en historisk kriminel handling, der var med til at retfærdiggøre det vestlige angreb imod ham. Flere år senere er der fundet beviser for brugen af giftgas, beretter The New York Times.

Syrien vil således ikke kunne skjule handlingen – omend afsenderen ikke nødvendigvis kan identificeres.

Britiske The Independent skrev i 2005, at der er vægtige beviser for, at USA selv brugte store mængde fosfor-bomber i sit angreb på Fallujah i Irak 8-9 november 2004. Amerikanerne har heftigt benægtet brugen af fosfor-bomber imod mennesker. Ramtes kød smelter men ikke deres skelet og tøj.

USA indrømmer af have brugt den slags kemiske våben men udelukkende til at oplyse kamppladser om natten, men fotos og dokumentation offentliggjort af det italienske statslige TV, RAI modbeviste oplysningen, mener de.

Usædvanlige våben

Italienernes kilde var Studies Centre of Human Rights and Democracy in Fallujah, det lokale emnneskeretscenter i den angrebne by. Emnet har været rapporteret gennem årene, men er afvist af amerikanerne som “myter”.

Også britiske Guardian har gentagne gange skrevet om sundhedskrisen i byen men ikke dokumenteret brug af fosfor mod mennesker. Den 11. januar 2005 udgav Guardian en øjenvidneberetning fra byen lige efter slaget om Fallujah.

Kontroverset om brugen af “usædvanlige” våben i Fallujah undersøges fortsat blandt andet på grund af mange sygdomme som cancer, deforme nyfødte og andet forårsaget af giftige stoffer. En opsamling af rapporter findes her fra The Geneva International Center for Justice, GICJ.

Obama-regeringens forsøg på at nedgøre eventuelle resultater af en undersøgelse i Syrien sammenlignes med George W. Bushs afvisning af våbeninspektører i 2002 og 2003, da de ikke fandt tegn på irakiske masseødelæggelsesvåben. Bush gav ikke FN tid nok til undersøgelser før angrebet på Saddam Hussein.


Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.