20180206-163700-7-1920x1079we
'Jeg vil opfordre ledere til at stoppe med at tænke i krisehåndtering i relation til corona. Man bør begynde at indse, at det er den nye virkelighed'. (Arkivfoto) Foto: Simon Dawson/Reuters/Ritzau Scanpix

Nu skal du og kollegerne løse mordgåder online: 'Virtuel teambuilding er kommet for at blive'

19. jan 2021, 06:00
Det er blevet sværere at samles med kollegerne fysisk, og den gode gamle teambuilding med tillidsøvelser i skoven har trange kår. Til gengæld er en ny teambuilding-blomst for alvor sprunget ud på internettet. Den har et endnu uforløst potentiale, mener eksperter.

Opklar en kompliceret mordsag, find politiets tabte journaler eller dyst i FNs verdensmål.

Det er blot nogle af de teambuilding-kurser, der i dag udbydes af et utal af såkaldte teambuilding-virksomheder, som alle har det til fælles, at de har rykket aktiviteterne online for at imødekomme den nye mere virtuelle hverdag, hvor vi sjældent møder vores kolleger i den fysiske virkelighed.

Således kan arbejdsgivere nu sende medarbejderne på gruppeøvelser, der med virksomhedernes egne ord skal styrke fællesskabet på arbejdspladsen.

LÆS OGSÅ: Første dage på jobbet under corona: Vi ses online

Spørger man Morten Novrup Henriksen, der er erhvervspsykolog og specialist i arbejds- og organisationspsykologi og ejer af virksomheden Impaq, så er der potentiale i de virtuelle aktiviteter.

- Vi kigger ind i en fremtid, hvor mange af os skal til at arbejde og mødes mere virtuelt. I den forbindelse kan det give mening at arbejde med virtuel teambuilding på den måde, at man træner folk i at bruge det visuelle medie mere effektivt, siger han.

Gennemgående for tilbuddene er dog, at de ikke forløser netop det potentiale.

- Man skal udvikle medarbejdernes kompetencer i relation til det arbejde, de reelt har eller kommer til at få. For eksempel ved at styrke deres evner med kommunikation online. Det er bare typisk ikke det, vi ser, at kurserne gør. Tværtimod er det ofte løsning af mordgåder og lignende, siger han.

'Underholdende lege'

Ifølge Morten Novrup Henriksen giver det ikke meget mening med den slags 'underholdende lege'. Medarbejderne kan nemlig ikke omsætte det til kompetencer i hverdagen. I bedste fald har medarbejderne det sjovt med øvelserne, mener han.

- Du tager egentlig medarbejderen ud af den kontekst, de normal arbejder i, og så skal de løse en opgave, der intet har med arbejdet at gøre. Det får de ikke noget ud af. Hvem tror på, at fordi du har løst en mordgåde med kollegerne, så bliver du bedre til dit arbejde. Du kan ikke bare overføre det på den måde, siger han.

Jeg vil opfordre ledere til at stoppe med at tænke i krisehåndtering i relation til corona. Man bør begynde at indse, at det er den nye virkelighed
Liv Otto Hassert, ekspert i kommunikation og samarbejder i virtuelle teams, Augmenti

Derfor ærgrer det også erhvervspsykologen, at kurserne ikke i højere grad understøtter reelle kompetencer, der relaterer sig til arbejdsmarkedet. Udgangspunktet er nemlig ikke helt ved siden af, mener han.

Samme svar får man, hvis man spørger Liv Otto Hassert. Hun har skrevet en ph.d. om globale samarbejder i projektteams. Til daglig arbejder hun som ekspert i kommunikation og samarbejder i virtuelle teams i rollen som partner hos Augmenti.

Ifølge hende skal de mange tilbud om virtuel teambuilding også blot ses som underholdende indslag og som et resultat af tidens asociale tilværelse.

- Lige nu er folk desperate for at lave noget efter at have siddet indenfor i et år, og for mange mennesker er det reelt den eneste mulighed, de har for at lave noget socialt med kollegerne. Dertil fungerer det måske fint, men det er ikke noget, der styrker virtuelle teams, siger hun.

Behov for viden

Ifølge hende skal man som virtuelt team have en række kompetencer på plads for at få en velfungerende hverdag online. Det er blandt andet klar kommunikation og tilrettelæggelse af opgaver.

I den forbindelse kan teambuilding godt have visse positive effekter, men grundlæggende mener Liv Otto Hassert ikke, at virtuel teambuilding er designet med øje for at løfte deltagernes kompetencer.

- Man har i mange tilfælde taget de øvelser, man ville løse i virkeligheden, og så bare flyttet dem over i en virtuel verden. Det kan man altså ikke gøre og så forvente, at det fungerer lige så godt. Det er et helt andet rum at arbejde i, så det er en lappeløsning, siger hun og fortsætter:

- Vi har brug for mere grundlæggende viden om, hvordan vi strukturerer vores arbejde virtuelt. Øvelserne skal derfor føde ind i det daglige arbejde og give mening i relation til det. Jeg ser ingen udbydere, der tilbyder sådan noget, siger hun.

Liv Otto Hassert slår samtidig fast, at udbyderne af virtuelt teambuilding som regel ikke sælger varen for mere, end det er, og at de sjældent ligefrem lover at løse medarbejdernes problemer eller frustrationer online.

Den overbevisning deler hun med Carsten Brandt, der er formand for Brancheforeningen for Teambuilding og Ledertræning.

- Man skal selvfølgelig se på formålet med det. Skal medarbejderne have godt grin, så er det jo en god mulighed med de her tilbud. Men er det problemløsning, konflikthåndtering, strategi og så videre, man har brug for hjælp til, så er det sparsomt, hvad det kan bidrage til på nuværende tidspunkt, siger han.

Ifølge ham deler man teambuilding op i to spor, hvor man i det ene har teambuildingprocesser, hvor målet er medarbejderudvikling, mens man i det andet spor har de underholdende events. Det er i dét spor, hovedparten af de virtuelle tilbud befinder sig på nuværende tidspunkt, forklarer han.

I fremgang

Men den virtuelle virkelighed er også en ny blomst for branchen, hvorfor man kan forvente at se tilbuddene udvikle sig i de kommende år og få flere grene, forudser han.

- Vi skal udvikle os på lige fod med alle andre – og gerne være lidt foran. Så det er et naturligt udkomme af coronakrisen, at vi også rykker os som branche. Og det er da også en måde at holde hjulene i gang på for os. Men det er klart noget, der er i fremgang, siger Carsten Brandt.

Spørger man Liv Otto Hassert, er der ingen tvivl om, at vi har brug for at udvikle os mere for at følge med den nye virkelighed. Den er nemlig så småt ved at sætte sig fast, mener hun.

- Jeg vil opfordre ledere til at stoppe med at tænke i krisehåndtering i relation til corona. Man bør begynde at indse, at det er den nye virkelighed, for vi kan jo også se, at mange gerne vil den her nye måde at arbejde på, hvor vi ikke altid er fysisk tilstede på arbejdspladsen, siger hun og konkluderer:

- Set i det lys må man nok sige, at virtuel teambuilding er kommet for at blive.

LÆS OGSÅ: Forsker: Hjemmearbejde er ikke længere kun for de privilegerede