Nu kan du betale dig foran i køen

12. aug 2008
Sundhed Danmarks første private skadestue er nu åbnet i København. Mod betaling lover klinikken kortere ventetid og bedre behandling end i det offentlige

Larm har der været masser af omkring 'Skadestuen.nu'.

Det har larmet, lige siden klinikchef Morten Hougaard fortalte til Nyhedsavisen 15. maj, at Danmark snart fik sin første private skadestue på Frederiksberg, midt i hovedstaden.

At man for 2.100 kroner angiveligt kan få behandlet en brækket finger hurtigere og bedre end i det offentlige, har fået både bifald og buh-råb, alt efter om beskueren bekymrede sig om stigende ulighed eller begejstredes over nye valgmuligheder.

Hårde beskyldninger

Larm er der også masser af, da læge, ejer og initiativtager Henrik Erichsen lægger ord til indvielsen mandag eftermiddag. Men her er det kun trafikken på Frederiksbergs knap så rolige Rolighedsvej, han skal overdøve. Tilskuerne smiler og lytter. Kritikerne er nok forblevet hjemme.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

»Vi er blevet beskyldt for at undergrave det offentlige sundhedsvæsen. Men næsten alle, der har besøgt de offentlige skadestuer har prøvet de lange ventetider og de uerfarne læger. Vi synes, at vi kunne dække et behov hos patienterne der,« siger Henrik Erichsen, inden han lader sin klinikchef klippe snoren over.

Indenfor i det nærmest demonstrativt lille venteværelse bugner bordene af blomster og lykønskningskort. Midt mellem gaverne fra revisorerne i Deloitte og de private behandlere i Frederiksberg Sportsklinik står en vinæske til klinikchef Morten Hougaard med teksten: »Vi håber, det bliver en succes, men glæder os alligevel til, at du og Mette 'vender hjem' igen.« Afsenderen er Hougaards tidligere kolleger på Herlev Sygehus' skadestue.

De mange gæster klemmer sig igennem klinikkens nymalede gange og inspicerer operationsstuer og røntgenudstyr.

Sygeplejerske Minna Lærke smiler, mens hun fortæller om sit nye arbejde på Skadestuen.nu. Hun hilser på en læge i civil, som hun indtil for 11 dage siden arbejdede sammen med på Hillerød Sygehus. De bliver dog kolleger igen, for lægen skal også arbejde på Skadestuen.nu, når han har fri fra Hillerød.

Hårdt i det offentlige

Det hele er meget nyt, og Minna Lærke har ikke alle detaljer på plads for, hvordan det kommer til at foregå, når hun skal behandle folk med penge i hånden i stedet for sygesikringskort.

»Jeg ved endnu ikke, om jeg skal oplyse folk om priser og den slags. Men jeg går ud fra, at det er noget, sekretærerne tager sig af,« siger Minna Lærke. Hun har udelukkende fået positive reaktioner på sit nye arbejde fra sine tidligere kolleger.

»De fleste synes, at det lyder spændende. I det offentlige er det meget hårdt, og man har ingen tid. Der er ingen, der har sagt noget om, hvordan jeg dog kan støtte den slags,« siger hun.

faktaboks

Den private skadestue

Skadestuen.nu lover gennemsnitlig ventetid på 20 minutter. I det offentlige risikerer man at vente i flere timer.

Skadestuen lover behandlingen af erfarne læger. I det offentlige er det ofte helt nyuddannede læger.

Priseksempler:

Behandling af sår 1.200-2.000 kroner.

Brud og forstuvninger 1.800-3.000 kroner.

Operationer på brud 4.000-18.000 kroner.