Kalundborg-fabrikken producerer i øjeblikket en række produkter inden for diabetesbehandling. Foto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix

Dansk gigant bruger 800 millioner på fabrik

7. feb 2020, 08:45
Medicinalselskabet Novo Nordisk venter i 2022 at have færdiggjort en række investeringer i Kalundborg.

Den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk investerer 800 millioner kroner i at opgradere og udvide sine produktionsfaciliteter i Kalundborg.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Kalundborg-fabrikken producerer i øjeblikket en række produkter inden for diabetesbehandling.

Planen er, at fabrikken skal opgraderes og udvides, så den også kan producere disse produkter i fremtiden samt næste generation af diabetesprodukter.

Opgraderingen og udvidelserne forventes at være færdige i 2022.

Novo Nordisk oplyser i meddelelsen ikke, om investeringerne kommer til at medføre ansættelse af yderligere medarbejdere.

Der arbejder i øjeblikket flere end 3000 ansatte på Kalundborg-fabrikken.

- Denne investering i vores produktionsfaciliteter viser vores ambition om at fortsætte med at styrke vores tilstedeværelse i Danmark og Kalundborg.

- I dag producerer vi omkring halvdelen af verdens insulin i Kalundborg, hvor vi har været til stede i 50 år.

- Siden starten på det nye årtusind har vi alene investeret mere end 16 milliarder kroner i disse faciliteter, som er en hjørnesten i vores globale produktionsnetværk, siger Michael Hallgren, der er direktør for Novo Nordisks produktion i Kalundborg, i pressemeddelelsen.

Nyheden om investeringen i Kalundborg-fabrikken kommer, efter at Novo Nordisk torsdag offentliggjorde regnskab for 2019.

Det viste en omsætningsvækst på ni procent til 122 milliarder kroner, blandt andet takket være en vækst på det store og vigtige marked i USA.

/ritzau/