Tæt på verden: Norge opretter fristed for forfulgte musikere

19. feb 2013, 10:11
Norsk fagforening tager sammen med danske Freemuse initiativ til at beskytte forfulgte musikere ligesom forfattere og journalister.

Norge har oprettet det første fristed eller tilflugtssted for forfulgte musikere og komponister. Det er musikernes fagforening (MFO) og byen Harstad, der står bag. Projektet hedder SafeMUSE og har som forbillede de 40 internationale fristeder for forfulgte forfattere.

Den internationale, dansk baserede organisation Freemuse er koordinerer projektet sammen med en række professionelle nordiske organisationer, det norske LO, norsk komponistforening (NOPA), svenske populærkomponister (SKAP), svenske folkemusikere (RFoD) samt finske musikeres fagforening.

Freemuse har i adskillige år arbejdet netop for at beskytte forfulgte musikere. I 2011 dokumenterede organisationen over 100 tilfælde af forfølgelse, tortur, fængsling eller drab på musikere. En øjenåbner blev den aktuelle russiske sag imod punkbandet Pussy Riot.

Musikernes fagforening ser det som kollegial solidaritet at arbejde for at beskytte forfulgte. Målet er at oprette et netværk af mange byer i samarbejde med Freemuse. Inden sommerferien 2013 håber de at have 4-5 fribyer etableret.

Forfatterne

I 2007 besluttede regeringen i Danmark, at den gerne ville støtte længere ophold for forfulgte forfattere, journalister og tegnere udenom asylsystemet. Med økonomisk støtte fra fonde og Kulturministeriet skulle de forfulgte og de familie kunne få til kost og logi, skrev Berlingske.

På det tidspunkt var en tilsvarende ordning fungerende i Oslo, Hannover, Edinburgh, Stockholm og Stavanger. Dansk Folkeparti tog afstand fra tanken, mens andre partier støttede. Århus og København meldte sig som interesserede sammen med Syddansk Universitet og en højskole, skrev Jyllands-Posten.

ICORN

Koordinator for forfatternes 40 fribyer er ICORN (International cities of refuge network, oprindeligt oprettet af forfatteren Salman Rushdie). Den samme organisation er nu forbillede for det nye project for musikere, komponister og andre kreative. I henhold til wikipedia i september 2012 er 11 norske byer med som værter for 23 forfulgte skrivende.

I Danmark, skriver ICORN, er København, Aarhus, Fanø og Odense med. Den 15. juni 2010 ankom Tendai Frank Tagaria til Århus som den første forfatter til en dansk friby. Den gambianske forfatter, journalist og redaktør Seedy Bojang har fra september 2010 boet i Danmark.

Sidenhen har Aarhus sparet programmet væk, skriver Aarhus Stiftstidende.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.