Tæt på verden: Nordkorea foran sultkatastrofe

6. maj 2011
De officielle fødevarelagre i Nordkorea bliver tomme i denne måned. Problemer med landets atomprogram fortsætter.

Offentliggørelsen af dokumentation om 200.000 politiske fanger gør det ikke nemt for Nordkorea. Landet forsøger i øjeblikket at skaffe fødevarehjælp til seks millioner sultne borgere samt finde en militær løsning med Sydkorea og vestens atommagter.

Anmesty International har offentliggjort dokumentation for et kompleks af fangelejre i Nordkorea, der anslås at omfatte et voksende antal mennesker, der overlever under de værst tænkelig forhold.

Lejrene

Satellitfotos viser seks lejre, der er placeret i uvejsomme bjergområder i landet. Lejre for politiske fanger i Nordkorea har været kendt siden 1950'erne. Anmesty rapporterer, at indsatte i lejrene ofte er mennesker med familiemedlemmer, der har været i lejre.

Forholdene sammenlignes med slaveri. De indsatte skal arbejde hårdt, får meget lidt og dårlig mad og straffes bestialsk. Offentlige henrettelser i lejrene omtales. I henhold til en løsladt døde 40 procent af de indsatte af sult i perioden 1999-2001.

Sultkatastrofe truer

Fattigdommen er udtalt i hele Nordkorea. De officielle fødevarelagre er tomme i denne måned. Det betyder, at en sultkatastrofe omfattende seks millioner borgere forventes i år. Landet beder om international støtte, men pengene fosser ikke just ind.

Donorer forsøger at forhindre, at maden går til forsvaret snarere end den civile befolkning. I Sydkorea håber mange på et politisk kollaps på grund af krisen, mens andre ønsker straks at hjælpe nabolandets befolkning.

I 1990'erne oplevede Nordkorea en sultkatastrofe, hvor anslået en million mennesker døde af sult. Regimet, der er et af klodens mest forhadte, overlevede. Hæren på en million mand er intakt.

Næste år er der planlagt usædvanlige store festlighedder til ære for og i anledning af 100-årsdagen for Kim Il-Sung.

Strategiske problemer

Der er jævnligt problemer mellem Nord- og Sydkorea og med verdenssamfundet, der frygter den ludfattige politistats atomprogram. Gentagne forsøg på at få Nordkorea til at opgive det er slået fejl. I 2010 bombede Nordkorea en ø i Sydkorea.

Landets leder Kim Jong-il benytter sig af atomprogrammet som forhandlingskort, og indtil videre har han holdt verdens stangen trods indædt modstand. Med mellemrum tester landet missiler og atomprøvesprængninger ventes.

Pressen i Nordkorea mener, at Muamar Gadaffi og Libyen blev lokket til at opgive sine masseødelæggelsesvåben af vesten og se nu, hvor han er landet. Kim Jong-il er ikke i tvivl om, hvad stormagterne pønser på.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her