Niklas Landin var en af profilerne på det danske landshold, der vandt VM-guld i 2019. Foto: Fabian Bimmer/Reuters

To danskere kåret som verdens bedste

18. jul 2020, 12:40
IHF har udråbt Niklas Landin som årets håndboldspiller hos herrerne, mens Nikolaj Jacobsen er årets træner.

Det Internationale Håndboldforbund (IHF) har udråbt Niklas Landin som verdens bedste håndboldspiller for 2019 hos herrerne.

Nikolaj Jacobsen er årets træner inden for herrehåndbold.

Det skriver IHF på sin hjemmeside.

Fælles for Landin og Jacobsen er, at de var en del af det danske landshold, som i 2019 vandt VM-guld.

Landsholdsmålmanden Landin kåres desuden for sine præstationer for den tyske klub THW Kiel, som vandt EHF Cup.

Jacobsen hædres også for indsatsen i Rhein-Neckar Löwen, hvor han befandt sig frem til slutningen af sæsonen 2018/19.

Hos kvinderne er nordmanden Stine Bredal Oftedal kåret som årets spiller. Hun spiller til daglig for Györ. Emmanuel Mayonnade er kåret som årets træner for sine meritter med franske Metz og Hollands landshold.

En jury bestående af 18 personer - ni fra EHF og ni landstrænere - har valgt fem nominerede i hver kategorier. Herefter har offentligheden stemt om vinderne.

Sidste år modtog Mikkel Hansen prisen for 2018, da han for tredje gang i karrieren blev kåret som verdens bedste håndboldspiller. Han blev også udpeget som den bedste i 2011 og 2015.

Anja Andersen har som den eneste danske kvinde modtaget prisen. Det skete i 1997. Nikolaj Jacobsen følger i fodsporene af Ulrik Wilbek, der blev kåret som årets træner for 2011, hvor han ligeledes var landstræner for Danmark.

Sandsynligheden for, at en dansk herrespiller vinder prisen for 2020, er måske en anelse mindre efter den danske skuffelse ved EM.

Her røg danskerne højst overraskende ud efter det indledende gruppespil. Siden er en lang række turneringer blevet stoppet som følge af coronaudbruddet.

Champions League er endnu ikke afsluttet, men bliver færdiggjort med et Final 4-stævne i slutningen af august.

Fra 3. til 20. december venter EM i håndbold for kvinder. Slutrunden spilles i Danmark og Norge.

/ritzau/