Nettofolk truet: Skærer halsen over på jer

26. aug 2013, 10:17
Butikstyv truede Nettoansatte med at skære halsen over på dem, da de opdagede, at han var i færd med at stjæle, skriver Lokalavisen.dk.

To medarbejdere i Netto i Hørsholm blev fredag eftermiddag truet på livet af en butikstyv, skriver Lokalavisen.dk.

Ifølge avisen havde de to medarbejdere opdaget, at den 48-årige mand havde stjålet tre kasser chokolade og to elefantbajere i supermarkedet.

Da medarbejderne stoppede ham på vej ud af butikken, truede han dem ifølge Lokalavisen.dk med at skære halsen over på dem med en kniv, som han angiveligt havde i lommen.

Det lykkedes dog medarbejderene at holde butikstyven tilbage, indtil politiet kom, og betjentene fandt ingen kniv på manden.