Nekrolog: En charmør er gået bort

18. aug 2008
Otto Leisner døde i lørdags. Han blev 91 år. Anker Jørgensen, Jarl FriisMikkelsen og Jørn Hjorting fortæller om deres ven og kollega

Otto Leisner var Des med danskerne, mens vi alle blev Dus med hinanden. Det var den måde, han førte os ind i tv-tidsalderen: Ved at fastholde det som var, mens alt andet ændrede sig.

Nu er det slut. Slut med 'Hopla', 'Kvit eller Dobbelt' og 'Fup eller Fakta'. Men inden alt det overhovedet begyndte, arbejdede han i 1930'erne i isenkramafdelingen på FDB's centrallager på Islands Brygge.

I papirafdelingen, der lå langt væk i den store bygning, stod en anden ung mand, der også skulle komme til at præge Danmark markant i årene efter.

På dette tidspunkt var de blot unge mænd blandt mange andre, der arbejdede samme sted. Alligevel lærte de to hinanden at kende. »Otto spillede grammofonplader, som også var meget populært blandt unge dengang. Derfor kiggede jeg tit forbi isenkramafdelingen,« fortæller tidligere statsminister Anker Jørgensen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Han kan ikke huske, hvor gamle de var dengang. »Men det var i min budtid,« som han siger.

Otto læste bøger

Nok var det grammofonpladerne, der lagde kimen til den senere statsminister og tv-værts bekendtskab. Men det var noget andet, der gjorde, at de blev midlertidige venner.

»Jeg opdagede, at Otto læste bøger. Det gjorde jeg også. Når man kom ind på hans kontor i isenkramafdelingen, lå der opslåede bøger på hans skrivebord. Vi talte meget om de bøger, vi havde læst. Vi havde for eksempel begge læst 'Socialismens psykologi'. Den talte vi meget om, men jeg tror nu ikke, at Otto var socialist,« fortæller Anker Jørgensen, der i dag er 86 år.

Tv-pioneren

Til gengæld var Otto Leisner en pioner. Det mener Jarl Friis-Mikkelsen.

»Otto Leisner var en ener og et utroligt venligt menneske. Da jeg startede i tv-byen, gjorde jeg tingene på en anden måde, end han gjorde. Jeg havde en satirisk tilgang til tv-mediet, og det var ikke i hans ånd. Men jeg må også sige, at som årene går finder man et renere udtryk. Aha er jo et program som Otto Leisner kunne have lavet,« siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Han mener i øvrigt, at Otto Leisner er den reelle bagmand til stort set alle underholdningsprogrammer, vi ser i tv i dag. »Man siger at der er 10 rene underholdningskoncepter, og Otto Leisner var den første til at lave dem alle sammen i Danmark,« siger Jarl Friis-Mikkelsen.

Kvit eller dobbelt

I 1955 blev den 38-årige Otto Leisner vært på sit første tv-program. Siden fulgte han utallige danskere helskindet gennem diverse quizprogrammer.

En af dem var Mogens Lønstrup, der i 1984 stillede op i kategorien 'Skagensmalere' i 'Kvit eller Dobbelt'.

»Otto Leisner var utrolig beleven og gjorde situationen utrolig tryg. Han sørgede for, at jeg følte mig godt tilpas i projektørerne og foran publikum. Jeg kan ellers godt blive nervøs foran store forsamlinger, men Otto var utrolig rar og flink,« siger den tidligere skoleleder fra Havndal.

Han røg i øvrigt ud på det næstsidste spørgsmål, som han stadig mener ikke hørte til i hans kategori.

Morgennisserne

I 1986 arbejde Jørn Hjorting sammen med Otto Leisner i 24 dage. De var morgennisser.

»Han var helt suveræn på sit felt. I virkeligheden var han sig selv på skærmen. Det, tror jeg, skinnede igennem. Han var også en bestemt herre, der vidste, hvad han ville. Det var tradition, at vi sluttede Morgennisserne med at spille Dejlig er jorden, men Otto mente, at det var en begravelsessalme, så den spillede vi ikke,« fortæller Jørn Hjorting.

Senere sås de i foreningen Nulevende Danske Tv- og Radiofavoritter.

»Og jeg må sige, at Otto kunne virkelig feste igennem,« siger Jørn Hjorting. Otto Leisner blev 91 år.

faktaboks

Otto Leisner

Otto Leisner blev født i København den 16. august 1917. Han voksede op på Amager og boede der hele livet. Han blev handelsuddannet hos FDB hvor han blandt andre arbejde sammen med Anker Jørgensen og Poul Bundgaard.

I 1940 meldte han sig til stunderkursus og blev student to år senere. Samme år begyndte han på jura på Københavns Universitet. Her bestod han filosofikum men senere dumpede han ved den første embedseksamen da venner, job og interesser kom i vejen for studiet.

I 1945 søgte han ind på Statsradiofonien, hvor han blev oplært på radioen. Samtidig fungerede han som hyggepianist på københavnske beværtninger. I 1955 fik han sit første job som vært på et tvprogram og året efter slog han for alvor i gennem med programmet Pladeparaden. Siden fulgte en lang række populære programmer som 'Fup eller Fakta', 'Kvit eller Dobbelt' og 'Hopla'. Han gik på pension i 1987. Sideløbende med tv-karrieren skrev han tekster til en række sange.