Nej til mere arbejde er gave til Claus Hjort

21. feb 2011
Rød blok og Fagbevægelsen får de offentlige overenskomster lige i nakken i en valgkamp.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen smiler, mens han siger det.

”Det blev ikke til noget. Det er et vilkår i forhandlinger, at hvis den ene part helt afviser, kan man ikke lave en aftale. Man må konstatere, at øget arbejdstid er et af de områder, hvor fagbevægelsen er mig i mod,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Godt nok står han på gangen i Finansministeriet en sen lørdag aften, og han har lige tabt et af sine hovedkrav til 185.000 statsansatte på gulvet. De siger alle blankt nej til at arbejde mere.

Men på den anden side har fagforeningerne dermed foræret ham et af de bedste skyts i en valgkamp.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”Det her kan Claus Hjort Frederiksen i den grad bruge i en valgkamp, hvor han skal prøve at bevise, at Socialdemokraternes "Fair Løsning" er  utroværdig, og at fagbevægelsen ikke er til at stole på,” siger Elisabet Svane, politisk redaktør på Avisen.dk.

Et kæmpe forklaringsproblem

På næste mandag er de offentlige overenskomster så godt som slut. Så kan regeringen gøre status på, at 3F, FOA, HK og de andre store fagforbund, samt mere end 50 mindre forbund i kor har sagt nej til at arbejde mere.

I både staten, kommunerne og regionerne vil arbejdsgiverne med al sandsynlighed have været tvunget til at droppe deres krav om mere arbejdstid fra over 800.000 offentligt ansatte.

Det er ikke, det sidste fagbevægelsen kommer til at høre til den afvisning.

Politisk ordfører fra Konservative, Carina Christensen er da heller ikke mange sekunder om at gribe afvisningen med kyshånd.

”Når jeg hører om overenskomstresultatet, så tænker jeg, at S og SF har et kæmpe forklaringsproblem. De bliver ved at sige, at det er en smal sag at få folk til at arbejde mere. Men det her viser netop, at når det kommer til stykket, så er hverken medlemmerne eller fagforeningsfolkene klar til noget overhovedet. De siger rent faktisk blankt nej. Der var intet at komme efter. Det blev et rundt nul i mere arbejdstid. De skylder en forklaring på, hvor de penge så skal komme fra,” siger hun.

De vil bare ikke give til Claus Hjort

Politisk redaktør Elisabet Svane mener ikke, man kan bruge den blanke afvisning til at konkludere, at fagforeningerne er løbet fra deres løfter til Fair Løsning.

”Fagbevægelsen vil gerne levere en vare, men de vil ikke levere den til Claus Hjort,” siger Elisabet Svane.

Det mener Harald Børsting, formand for LO, slet ikke er rigtigt.

"Det har ikke spor at gøre med, om vi vil give til Claus Hjort Frederiksen. Han ved godt, at det baggrundstæppe, vi vil have for at forhandle om mere arbejde, er et ganske andet," siger Harald Børsting.

Han peger på, at regeringen har valgt at beskære både dagpenge og efterløn.

"Hvis de rigtige forudsætninger var der, ville det ikke betyde noget, hvem der havde lavet det baggrundtæppe. Så vil vi godt forhandle. Men Claus Hjort vil have i både pose og sæk," siger Harald Børsting.

"Vi har aldrig tænkt 'mere arbejde' uden en bestemt rækkefølge af tingene: Vækst i samfundet. Øget efterspørgsel på arbejdskraft. Intet af det er til stede. Denne her regering har ikke foretaget sig noget som helst for at få øget vækst," siger Harald Børsting.