Nedslidning koster 100.000 danskere arbejdet

21. apr 2011
Cirka 100.000 danskere kunne blive på arbejdsmarkedet i stedet for blive slidt ned, hvis vi indrettede arbejdsmarkedet anderledes. Det vurderer professor i arbejdsmedicin over for Avisen.dk.

De er dømt ude af arbejdsmarkedet, fordi de døjer med smerter i muskler og led.

Men faktisk kan mere end 100.000 danskere forblive i arbejde helt frem til pensionsalderen, hvis vi tager kampen op mod nedslidning af kroppen.

Det vurderer professor i arbejdsmedicin, Johan Hviid Andersen.

"Det er mit bud, at 100.000 i det lange løb kunne blive i arbejde, hvis vi indrettede arbejdslivet anderledes," siger han til Avisen.dk.

Ingen tal for nedslidte

Nedslidning af kroppen er en af de største mavepustere for arbejdsglæden og kan tage luften ud af et langt arbejdsliv.

Der findes ingen tal for, hvor mange der er nedslidte i Danmark. Men i runde tal er 125.000 danskere i dag på efterløn, 240.000 på førtidspension og 130.000 på sygedagpenge. 

Det svarer til knap en halv million danskere i den arbejdsdygtige alder. En stor del af dem er nedslidte, skønner Johan Hviid Andersen ud fra sin erfaring.

Professoren mener, at Danmark halter bagud i kampen mod nedslidning.

"Der findes en masse fonde, arbejdsgivere kan søge, men der er ingen dokumentation for, at der er sket noget," konstaterer han.

Alt imens slæber, løfter eller trækker 600.000 bygningsarbejdere, slagteriarbejdere, plejepersonaler eller ansatte i andre tunge erhverv så megen vægt i deres arbejde, at de er i risikozonen for at få skader i muskler eller skelet.

Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) fra 2009.

Slagterierne slagter deres medarbejdere

I slagterimedarbejdernes fagforening, NNF, kender de alt til nedslidning og en tidlig billet ud af arbejdsmarkedet på enten førtidspension eller efterløn.

"Det er en meget, meget hård branche, og der er mange nedslidte," siger næstformand i NNF, Jens Peter Bostrup.

"Man vil allerhelst omplacere dem, der har skader, eller give dem fleksible ordninger med nedsat tid. Men de jobs eksisterer bare knapt nok," siger næstformanden.

Som eneste løsning for de nedslidte foreslår han med et træk på skuldrene, at "man kan sende dem på efterløn".

Hos Danmarks største slagteri, Danish Crown, erkender man, at det er en hård branche med meget manuelt arbejde.

"Der er en række jobs, der ikke kan laves om. Men de danske slagterier er de mest automatiserede i verden," siger Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown.

Uanset tegner branchen sig stadig for de fleste arbejdsulykker og en overvægt af medarbejdere, der trækker efterlønskortet eller med skader i kroppen kryber på førtidspension.

Men Anne Villemoes understreger, at Danish Crown med fysioterapeuter og muligheder for omplacering tager nedslidning alvorligt.

DI: Der sker en masse

For at komme nedslidning til livs efterlyser arbejdsmediciner og professor i forebyggelse, Johan Hviid Andersen, derfor et bedre arbejdsmiljø, hvor kravene passer til den enkelte medarbejders alder.

Det samme gør de fagforeninger, der organiserer mange ufaglærte, der er den gruppe på arbejdsmarkedet, som nedslidning oftest rammer.

De anderledes krav kan betyde en kortere arbejdsuge, et lavere tempo på slagterierne eller i byggebranchen samt andre arbejdsopgaver, som for eksempel mentor med fokus på oplæring af yngre medarbejder.

Men arbejdsgiverne er allerede opmærksom på problemet med nedslidning, siger Dansk Industri.

"Det er virkelig noget, der arbejdes på ude i virksomhederne. Vores indtryk er, at der er sat en masse i gang, men man kan selvfølgelig altid blive bedre," siger chefkonsulent i Dansk Industri, Susanne Linhart.

For eksempel investerer flere arbejdsgivere i tekniske hjælpemidler. Og arbejdsmiljørådet for transport- og engrosbranchen har netop udviklet en gratis videofilm, der viser byggearbejderne, hvordan man løfter korrekt.

Men den køber professor i arbejdsmedicin Johan Hviid Andersen ikke.

"Kravene stiger hele tiden. I dag skal medarbejderne for eksempel være omstillingsparate, fleksible og klar på efteruddannelse i alle aldre. Derfor vil vi for eksempel se mere og mere psykisk nedslidning i fremtiden," siger han til Avisen.dk.