Tæt på verden: Nation vil overgå USA: Overvåger alt og alle

5. jul 2013, 11:15
Indiske myndigheder agter at slå rekorden for overvågning af sin egen befolkning. Går meget længere end USA.

Tidens superskandale om USAs overvågning af alt og alle skræmmer ikke myndighederne i Indien, der agter aldeles at overgå amerikanerne i at skabe et ufrit samfund. Til nytår vil 10 af landets 22 telekom-systemer være on-line og fungere.

Målet er at overvåge Indiens 900 millioner telefonbrugere og 120 millioner internetforbindelser. Det kaldes for CMS, det centraliserede overvågningssystem. I henhold til Economic Times vil systemet lovligt tillade myndigheder direkte indblanden i telefonopkald uden teleselskaberne ved det.

Det erklærede formål er at overvåge al teletrafik, inklusive telefonopkald, SMS-beskeder og mobil internet. Systemet skal være så kraftigt, at det kan overvåge samfundet i real-tid - altså live mens folk taler og kommunikerer på anden vis.

Global trend

At Indien er på vej med nye niveauer af overvågning af borgerne, der går længere end USA, betyder ikke, at de er værre end så mange andre lande. Canadas forsvarsministerium har for eksempel, i henhold til QZ.com installeret et spionprogram lig det amerikanske PRISM allerede i 2005 og fornyet det i 2011.

I Canada er systemet, der opererer sammen med britiske og amerikanske systemer, oprettet udenom parlamentet. USAs system, kørt af sikkerhedstjenesten NSA er godkendt af politikere i kongressen.

Og så skal Italien under forretningsminister Mario Monti have besluttet at åbne alle tænkelige døre til overvågning af al mulig kommunikation.

I en lang række udviklingslande og politistater er der sædvane for at spionere på befolkningen, sociale medier og om ønsket lukke for det hele.

Tæt på verden

Journalist, Dan Larsen, verdensnyt.dk, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.