En 21-årig kvinde, der er slægtning til De Konservatives Naser Khader, er klar på at rejse til Danmark, selv om der her venter hende en straffesag.

Det skriver bt.dk.

Kvinden er mistænkt for at være medlem af Islamisk Stat i Syrien, og det er især chatsamtaler og tre fotos sendt af kvinden, der har fældet hende.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Hun vil gerne hjem, siger forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen til avisen. Han repræsenterer kvinden, som ifølge ham er i Tyrkiet.

Selv om kvinden er beslægtet med Naser Khader, skal danske myndigheder ifølge ham ikke røre en finger for at få hende hjem.

- Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde hende væk fra den danske grænse. Hun er Tyrkiets problem nu. Hendes mor er fra Jordan, og hendes far er fra Libanon, så hun kan udmærket tage derhen, siger Naser Khader til B.T.

Den blot 21-årige kvinde blev i august 2017 sigtet for at rejse til Syrien og tilslutte sig samt kæmpe for Islamisk Stat, fremgår det af retsdokumenter ifølge B.T.

Hun er desuden sigtet for at have forsøgt at hjælpe sin i dag 20-årige søster med at rejse til Syrien og tilslutte sig den berygtede terrororganisation. Det foregik gennem chatsamtaler.

Det lykkedes dog aldrig søsteren at forlade Danmark, fordi hendes forældre opbevarede hendes pas.

Alligevel var der beviser nok til at idømme søsteren tre års fængsel.

Søsteren var en del af en gruppe, der ifølge politiet ville rejse til Islamisk Stat, og retten lagde vægt på, at hun havde haft en 'meget aktiv rolle i planlægningen af rejsen'.

Slutteligt er den 21-årige sigtet for at have opholdt sig i den syriske by Raqqa, hvilket var strafbart, fordi byen var kontrolleret af Islamisk Stat.

Politiet har opsnappet tre fotos sendt af kvinden til et familiemedlem i marts 2017. En analyse af billederne indikerer ifølge politiet, at den 21-årige befandt sig i Raqqa.

Naser Khader har tidligere fortalt åbent om, at han er i familie med to unge kvinder, der nærer sympati for Islamisk Stat. De er fjerne slægtninge til politikeren, og sidste gang han mødte dem, var de meget unge piger.

Forsvarsadvokat Jesper Storm Thygesen kan ikke fortælle flere detaljer om, hvor i Tyrkiet den sigtede kvinde opholder sig, eller hvad der afholder hende fra at rejse hjem.