Når du dør scorer kollegaen din pension

5. aug 2010
Over 500.000 danskere betaler hver måned til deres pension i den tro, at de sparer pengene op. Men sådan er det slet ikke.

Når du dør, går din pension til din kollega og ikke til dine børn, sådan som mange tror.

For den del af din løn, som hver måned trækkes til pensionen, går ikke til en opsparing, men til en forsikring, der sikrer dig - og kun dig - et vist beløb hvert år til dine dages ende.

2 millioner danskere har en sådan pensionsordning, viser tal fra Forsikring og Pension. Men mange tror, at de sparer op, fortæller forsikringsselskaberne.

Mange tror de sparer op

"Der er mange, som bliver overraskede, når de opdager, at det de har betalt til ikke er en opsparing, men en forsikring, og pengene dermed ikke går i arv," siger Helen Kobæk, direktør for Pensam, der forsikrer 360.000 offentligt ansatte danskere.

Lever du, til du er 95, så får du pension hvert år indtil da, og får dermed mere end du har indbetalt. Dør du, når du er 68 får du mindre, end du har indbetalt. De penge du har betalt går til de kollegaer, der lever længe, og ikke til dine arvinger.

"Afhængig af livssituation er nogle utilfredse med, at de penge, de har slidt for at lægge til side, viser sig at gå til kollegaen, når de dør," siger Helen Kobæk.

Få interesserer sig for pension

Hun påpeger, at branchen gør alt for at informere folk, om hvordan ordningerne hænger sammen. Men det er kun få, der interesserer sig for pensioner, der er solgt til dem, mens de var unge. Derfor bliver en del overraskede, når de skal til at gå på pension.

Det er især dem, som bliver alvorligt syge, lige inden de går på pension, der udtrykker utilfredshed.

Både PKA, Industriens Pension og Pensam har pensionsordninger, hvor folk betaler til en pensionsforsikring eller en såkaldt livrente og ikke til en opsparing.

Selv om arvingerne ikke får det beløb, som du har betalt via lønnen til din pension, så kan de få penge, fordi du enten har en livsforsikring eller en dødsfaldsforsikring med i pakken.

En dødsfaldssum blive i mange tilfælde kun udbetalt til dine arvinger, hvis du dør, før du fylder 67 år.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her