Nålestribet lønfest fryser ufaglærte ude

29. jul 2013, 06:00
Chefer i større virksomheder har gennem ti år scoret dobbelt op på lønnen sammenlignet med deres ufaglærte ansatte. Ifølge arbejdsmarkedsforsker kan generøse direktørlønninger i dårlige tider ramme erhvervslivet som en boomerang.

Otte ud af ti ufaglærte befinder sig lønmæssigt bag en lastbil i indersporet, mens cheferne drøner forbi i overhalingsbanen. Det viser en analyse lavet af hovedforbundet LO på baggrund af tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Langt de fleste ufaglærte arbejder i virksomheder med over 50 ansatte, og her har direktørerne i gennemsnit scoret en lønstigning på 5 procent om året fra 2001 til 2011.

Til sammenligning ligger lønudviklingen for en ufaglært i samme periode gennemsnitligt på 2,8 procent om året.

"Det er usympatisk, når lederne prædiker løntilbageholdenhed til de ufaglærte i krisetider, men selv skovler store lønstigninger ind," siger Harald Børsting, formand for LO.

Udmeldingen fra LO kommer efter, at Jyllands-Posten skrev, at direktørernes lønstigninger i 2001-2011 har været mindre end de ufaglærtes. Kilden var Dansk Industri (DI).

I artiklen påviser DI, at direktører fra store og små virksomheder i gennemsnit et steget 2,1 procent om året i løn, hvilket er under de ufaglærtes lønstigning på 2,8 procent i samme periode.

LO: Direktører er usolidariske

Men ifølge LO holder det ikke at sammenligne ufaglærtes løn med samtlige direktørers løn i Danmark, ikke mindst fordi 80 procent af de faglærte er ansat under en direktør, der er steget næsten dobbelt så meget som dem selv.

"De ufaglærte har udvist stort mådehold gennem deres overenskomster, så det er lidt af en provokation, at DI fremstiller de ufaglærtes direktører som solidariske," mener Harald Børsting.

Når DI tæller direktører for mindre virksomheder med i undersøgelsen, så er det i virkeligheden ejerne, man tæller med, og de er naturligt mere forsigtige med deres egen løn, når pengene er få, påpeger LO.

DI står dog fast.

"Vores undersøgelse viser, at direktørerne som samlet gruppe er holder tilbage på deres løn og dermed omkostninger nede i krisen. Det er et modsvar på tidligere analyser, hvor man har udpeget de virksomheder, hvor direktøren er fået store lønstigninger," siger Steen Nielsen, der er underdirektør i DI.

DI ser ingen problemer i lønstigningen på 5 procent årligt for de direktører i større virksomheder, der har mange ufaglærte ansatte.

"Det ikke alle direktører i de større virksomheder, der får mere i løn. Vores undersøgelse viser, at pengene i højere grad end tidligere følger de direktører, der skaber resultater og vækst i virksomheden," siger Steen Nielsen.

Forsker: Pas på løn-boomerang

Arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet mener, at bestyrelserne i de større virksomheder er ude af trit med danske normer, når de forgylder deres direktører.

"Direktørernes lønstigninger skal give mening for ikke at provokere lønmodtagerne. Arbejdsgiverne risikerer, at generøsiteten mod direktørerne rammer dem som en boomerang efter krisen, hvor lønmodtagerne føler, at de har penge til gode," siger Henning Jørgensen, professor i statskundskab på Aalborg Universitet.

Lønbattle: Direktør VS. ufaglært

 

2001-12:

  • Adm. direktører:

- alle virksomheder: 2,1 pct.

- mere end 10 ansatte: 2,7 pct.

- mere end 50 ansatte: 5,0 pct.

  • Ufaglærte: 2,8 pct.



Kriseårene: 2008-12

  • Adm. direktører:

- alle virksomheder: 1,9 pct.

- mere end 10 ansatte: 3,0 pct.

- mere end 50 ansatte: 4,0 pct.

  • Ufaglærte: 2,1 pct.

 

Kilde: DI