Tæt på verden: Mytteri: soldater amok plyndrer butikker

20. apr 2011
Mytteri i militæret i vestafrikanske Burkina Faso. Soldater plyndrer og skyder. Befolkningen protesterer. Præsidenten er presset.

Sikkerhedsvagterne ved præsidentpaladset i Burkina Faso gik amok sidste torsdag.

De deserterede fra paladset og drev ud i hovedstaden Ouagadougous gader. Her begyndte de at skyde op i luften, plyndre butikker og konfiskere biler. De er sure over, at de ikke har fået den bonus, som de er blevet lovet.

Mytteriet spredte sig hurtigt til andre militærenheder, og over weekenden nåede mytteriet også til andre større byer i det lille ultrafattige land i Vestafrika.

Folk taler om scener som dem, der ses i Elfenbenskysten, dog uden blodsudgydelser. Biler omkring parlamentet blev sat i brand. Der er dog ingen rapporter om døde og sårede.

Fyrer regeringen

Fredag fyrede præsident Blaise Compaore både regeringen, landets hærchef og sin egen stabschef. Mandag aften udpegede han en ny premiereminister Luc Adolphe Tiao, der er tidligere journalist og ambassadør i Frankrig.

En tidligere formand for fodboldorganisationen FIFA, Honore Traoré, er nu udnævnt som ny stabschef. Han er respekteret og populær i militæret. Håbet er, at han kan genetablere fred.

Folk i byerne er oprørte. Siden midten af marts har hovedstaden og andre større byer oplevet demonstrationer.

Folkelige protester

Soldater proteresterer over dårlige lønninger. Studerende, erhvervsdrivende og andre grupper har sluttet sig til dem.

Folk er trætte af politiets brutalitet, kriminalitet og stigende madpriser. Prisstigningerne er katastrofale i et land på 16 millioner mennesker, hvor de allerfleste overlever på 5,50 kr. om dagen.  

"Der er folk, som har mistet alt. De ved ikke engang, om de vil få erstatning. Vi er så trætte af denne situation," fortæller en sælger af mobiltelefoner til Reuters.  

Tidligere på året protesterede studerende i flere byer, da en ung mand døde, mens han var i detention. Flere offentlige bygninger blev brændt ned og seks studerende blev dræbt under demonstrationerne.

I marts protesterede soldater voldsomt over anholdelsen af flere af deres kolleger.

Ved at miste kontrollen

Præsident Blaise Compaore, der har regeret Burkina Faso i de sidste 23 år, er presset.

Han synes at være ved at miste taget i magten. Han kæmper mod stadig flere kritiske røster især i hæren og befolkningen, der mener, det er tid til forandring.

Compaore overtog magten ved et kup mod sin gode ven, den tidligere præsident Thomas Sankara.

Siden har han vundet fem præsidentvalg i træk. Det seneste var i november 2010, hvor han vandt med 80 procent af stemmere.

Alligevel kommer mytteriet som en overraskelse for de fleste. Præsident Compaore har fornyligt holdt forsoningsmøder med sine sikkerhedsstyrker, men tilsyneladende uden stor effekt.

Nu prøver han at udskifte gamle ansigter med nye og mere folkelige i håbet om, at han stadig kan styre udviklingen.

Sprængfarlig region

Blaise Compaore ser sig selv om en fredsmægler i en sprængfarlig region. Burkina Faso har indtil videre undgået voldsomme interne konflikter, som mange af nabolandene har (Elfenbenskysten, Guinée og Niger).

Han har lovet politiske reformer, men det er ikke blevet til ret meget, lyder anklagen fra hans kritikere.

Nu bliver præsidenten nødt til at koncentrere sig om hjemlandet, hvis han vil fastholde kontrollen.

I sidste uge advarede Verdensbanken om stigende madpriser i bl.a. Burkina Faso som følge af  krisen i Elfenbenskysten. Forsyninger er  svære at få frem, hvilket har givet priserne på essentielle madvarer som tørret mælk, sukker og olie et skub opad.

Tæt på verden

To af landets mest erfarne u-landsjournalister, Anne Hyll-Müller og Dan Larsen, skriver nyheder om de fattige lande for Avisen.dk. Danida bidrager til projektet.