Mystisk straf til dansk firma for korruption

11. feb 2014, 04:00
Et dansk familiefirma, der i efteråret blev knaldet for bestikkelse med danske bistandskroner, får nu sin straf. Firmaet skal donere en million myggenet til den fond, hvis midler firmaet har misbrugt. For slapt, lyder kritikken.

Med danske bistandskroner i baglommen var det danske familiefirma Vestergaard med til at bestikke sig til kontrakter for over 101 millioner kroner i Cambodja.

Nu får firmaet sin straf.

Global Fund, der knaldede Vestergaard for korruption med fondens midler, har besluttet, at firmaet som straf skal donere en million myggenet til et af de fattige lande, som fonden hjælper med at bekæmpe blandt andet malaria.

Det er en noget billigere straf, end den Vestergaard var stillet i udsigt. Firmaet, der producerer myggenet og vandfiltre, risikerede at blive erklæret uegnet på ubestemt tid.

Fonden råder over skattekroner fra en række lande - heriblandt Danmark - som den kanaliserer videre til udviklingslande og producenter af myggenet, der til gengæld leverer net. Det kan med andre ord være danske skattekroner, der er endt i lommerne på de cambodjanske embedsmænd.

"Det er en skærpende omstændighed at svindle med bistandsmidler. Derfor ligger straffen i den bløde ende, hvis du spørger mig," siger Knut Gotfredsen, der er formand for Transparency International Danmark, som arbejder for at bekæmpe korruption, nepotisme, magtmisbrug og bestikkelse.

Kontrakterne, som Vestergaard og en anden myggenetproducent bestak sig til i Cambodja, var som nævnt over 101 millioner kroner værd.

Det koster cirka to dollars at producere et myggenet. Altså vil det koste det dansk-ejede firma cirka to millioner dollars eller cirka 11 millioner kroner at betale sin straf.

"Det er et pænt smæk. Spørgsmålet er bare, om en bøde er afskrækkende nok," siger Knut Gotfredsen fra Transparency International Danmark.

Undren over manglende udelukkelse

I den periode bestikkelsen fandt sted - fra 2006 til 2011 - har Danmark doneret 980 millioner kroner til Global Fund, der har til formål at bekæmpe AIDS, tuberkulose og malaria.

Vestergaard brugte en lille million kroner på bestikkelsen, som fondens eget sanktionspanel kalder "en relativ alvorlig forseelse", der har skadet fondens ry.

"Det her er en passende sanktion i forhold til problemets omfang," siger Seth Faison, der er kommunikationschef i Global Fund.

Da fonden offentliggjorde, at fondens egen efterforskningsenhed havde knaldet Vestergaard for bestikkelse, blev firmaet udelukket fra at få ordrer.

Det var midt i november. Nu - knap tre måneder senere - har fonden ophævet udelukkelsen.

Det undrer formanden for Transparency International Danmark.

"Hvis fonden havde udelukket firmaet fra at få ordrer i for eksempel to eller tre år, ville firmaets folk helt sikkert tænke sig om en ekstra gang, før de brugte beskidte metoder," siger Knut Gotfredsen.

Global Fund medgiver, at en donationen på en million myggenet ikke i sig selv forebygger bestikkelse, men fonden mener, at det at blive udråbt som korrupt er en straf i sig selv.

"Den hårdeste straf for de to firmaer er at blive nævnt i en rapport om bestikkelse. Det er de ikke ligeglade med. Det virker," siger Seth Faison fra fonden.

Minister: Det får konsekvenser

Da det kom frem, at danske bistandskroner var endt i hænderne på de forkerte, lovede den daværende udviklingsminister, at det ville koste firmaet dyrt.

"Når firmaer involverer sig i korruption, så får det konsekvenser - for deres image, deres muligheder og deres ordrer. Korruption er entydigt den forkerte vej at gå," sagde Christan Friis Bach (R) dengang til Avisen.dk.

Men sagen her har altså kun fået konsekvenser for Vestergaards ordrebog i få måneder.

Udover at give myggenet væk gratis skal det danske familiefirma ansætte en uafhængig konsulent, der skal overvåge firmaets interne kontrol med korruption året ud. Firmaet skal desuden underskrive en anti-bestikkelsespagt med Global Fund.

I firmaet lader der til at være en vis lettelse over ikke at være blevet blacklistet.

"I Vestergaard er vi glade for, at Global Fund har afsluttet sin efterforskning af sagen i Cambodja, og at Vestergaard vil være berettiget til fremtidige kontrakter, der finansieres af Global Fund," skriver Vestergaard til Avisen.dk.

Danmark har planer om at yde økonomisk støtte til fonden i størrelsesordenen 165 millioner kroner årligt fra 2014 til 2017.

Global Fund

 

  • Global Funds formål er at bekæmpe AIDS, tuberkulose og malaria. Global Fund råder over cirka tre milliarder dollars årligt. For at sikre at midlerne bliver brugt rigtigt, har fonden sin egen efterforskningsenhed, der kan efterforske, hvis der er mistanke om korruption.

 

  • Global Funds største donorer er USA, Frankrig, Storbritannien og EU. Danmark er blandt de 15 største bilaterale donorer. Danmark har i perioden 2006-2011 bidraget med 980 millioner kroner til fonden.

 

  • Danmark har planer om at yde økonomisk støtte til fonden i størrelsesordenen 165 millioner kroner årligt i perioden 2014-2017.

 

Du kan læse hele pressemeddelelsen fra Global Fund om straffen her.

 

Kilder: Udenrigsministeriet og Global Fund