Politiet vil gerne i kontakt med den unge kvinde, der optog branden i en boligblok i Hobro. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Mystisk kvinde efterlyses: Betjente på sygehuset

23. dec 2019, 14:35
Politiet vil gerne i kontakt med den unge kvinde, der lagde en video af den voldsomme brand ud på Facebook.

Søndag den 8. december opstod der en voldsom brand i en boligblok i Hobro. Branden var så voldsom, at to politifolk efterfølgende måtte en tur på skadestuen efter at have indåndet store mængder røg, mens brandfolk måtte kæmpe hele natten med at få bugt med flammerne. 18 lejligheder i ejendommen blev skadet i forbindelse med branden.

LÆS OGSÅ: Eksminister forlader sin kæreste

Nordjyllands Politi har endnu ikke offentliggjort, hvad der var årsagen til den voldsomme brand. TV2 Nord oplyser, at politiet nu efterlyser et specifikt vidne i forbindelse med efterforskningen.

Den regionale tv-kanal skriver, at der kort efter branden blev lagt en video ud på Facebook af en ung kvinde. Videoen blev optaget fra boligblokken vest for den brændende bygning, og på optagelserne kan man høre, hvordan kvinden kommenterer på den voldsomme brand.

- Hun filmer op imod den lejlighed, hvor ilden startede. Hvis vi kan se i hvilket vindue ilden er kraftigst, kan det give os en idé om, hvor den er startet. Derfor vil vi meget gerne i kontakt med hende, så vi kan se den video, siger Preben Møller, der er politikommissær hos Nordjyllands Politi, til TV2 Nord.

Et andet vidne har set optagelserne af branden i sit Facebook-feed. Dette vidne kunne efterfølgende ikke finde videoen igen – og vedkommende var heller ikke i stand til at huske navnet på kvinden, som havde lagt videoen ud på nettet.

Heller ikke politiet har haft held til at finde videoen på Facebook.

Den nordjyske ordensmagt opfordrer derfor nu kvinden bag videoen til at tage kontakt til politiet på telefon 114. Politiet vil fortsat gerne høre fra andre vidner, der kan have set eller hørt noget i forbindelse med branden.