Heunicke_Philip_Davali_RS
- Det er meget, meget afgørende, vi får hjælp fra beboerne i hele Ishøj, at nu skal man ikke se andre mennesker. Man skal holde sig så vidt muligt med dem, man er i bopæl med, og så kun de her meget små bobler, og så skal vi have den her smitte banket ned i Ishøj, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Foto: Philip Davali Ritzau/Scanpix

Myndighederne lukker skolerne i Ishøj efter øget smitte

12. feb 2021, 19:19
Ishøj har i løbet af den seneste uge haft 71 smittetilfælde. Nu lukker skolerne, kort efter at de genåbnede.

Myndighederne lukker alle skoler i Ishøj Kommune, fordi der er stigende smittetal i kommunen.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Smitteopsporingen intensiveres desuden i kommunen, og borgerne opfordres til at blive testet i uge 7 for at få de nu højere smittetal ned igen.

- Smitten skal ned i Ishøj Kommune, der har haft en kraftig stigning med 67 procent på smittekurven siden begyndelsen af februar. Vi sætter derfor ind med skærpede tiltag i kommunen, så vi handler i tide.

- Det kræver en fælles indsats fra alle borgere i Ishøj Kommune. Vi opfordrer alle til at blive testet, og skolebørn fra 0. til 4. klasse må desværre overgå til fjernundervisning igen. Jeg har en stor appel til byens borgere om, at alle bakker op om at få knækket kommunens smittekurve nu, siger Magnus Heunicke.

Ishøj har et incidenstal på over 300 smittede per 100.000 borgere, og kommunen har i løbet af den seneste uge haft 71 smittetilfælde ifølge DR.

Sundhedsmyndighederne rykker nu 100 personer fra smitteopsporingen til Ishøj, så man kan fokusere på smittetallet i Ishøj.

Eleverne er indtil videre hjemsendt til og med 28. februar, hvor resten af landets restriktioner udløber. Det vil sige, at eleverne i Ishøj i praksis kun er hjemsendt i uge 7, da de har vinterferie i uge 8.

Det er kun fem dage siden, at de yngste elever i 0.–4. klasse landet over vendte tilbage i skole.

Eleverne havde modtaget fjernundervisning siden december på grund af coronasmitten i landet, der steg i december.

Anbefalingen er i øjeblikket, at lærere og personale på skoler lader sig teste to gange om ugen frivilligt ved brug af kviktest. Det skal sikre, at man kan dæmme op for smitten.

De ældre elever må fortsat væbne sig med tålmodighed.

Indtil videre skal de ældste elever fra 5. klasse og op fortsætte med hjemmeundervisning til og med 28. februar. Men det kan blive forlænget, hvis det skønnes nødvendigt.

/ritzau/