Myndighed droppede sag mod Burger King

28. apr 2011
Burger King bad indtrængende myndighederne om ikke at offentliggøre bekymringer om kræftrisiko. Det lykkedes. Skandaløst. Sådan lukker man en grim sag, siger ekspert.

De flammegrillede oksekødsbøffer må indeholde otte gange mere af et kræftfremkaldende stof, end danske myndigheder tillader.

Sådan lød en af af Burger Kings mange argumenter for, at Fødevareministeriet skulle droppe en afgørelse fra fødevarekontrollen, der afslørede bekymringer om kræftfremkaldende stoffer i kædens flammegrillede bøffer.

Læs også: Myndigheder: Kræftrisiko på Burger King

Et andet argument var, at afgørelse kunne føre til uoprettelig skade på Burger Kings omdømme og føre til uopretteligt tab af kunder.

Klagen fra Burger King førte til, at fødevaremyndighederne - hvis fornemste opgave er at beskytte borgerne mod sundhedsfare - droppede afgørelsen, der indeholdt bekymringer om sundhedsfare.

Juristerne i ministeriet vurderede nemlig, at afgørelsen fra fødevarekontrollen var en juridisk ugyldig afgørelse.

Afviste sagen

"Vi afviste sagen, fordi vi ikke mente, at Fødevarestyrelsens såkaldte afgørelse var en gyldig afgørelse," siger jurist Morten Rathsack i Fødevareministeriet.

Ministeriet tog slet ikke stilling til bekymringerne om sundhedsfare, og på intet tidspunkt har Fødevarestyrelsen trukket sin bekymring om sundhedsfare tilbage.

Alligevel blev den kritiske afgørelse fra fødevarekontrollen blev gjort ugyldig. Burger King fik sin vilje. Afgørelsen blev ikke offentliggjort.

”Det er en grotesk og dybt besynderlig sag,” siger Jørgen Højmark Jensen, der er formand for det uafhængige kontroludvalg, der fører tilsyn med Fødevarestyrelsen.

Han er levnedsmiddelspecialist og forhenværende direktør i Fødevarekontrollen.

Juridisk spidsfindighed

”Det undrer mig, at Fødevarekontrollen ikke traf en ny afgørelse nu, når den mente, at der var et problem, og nu når første afgørelse blev afvist med henvisning til en uforståelig juridisk spidsfindighed,” siger Jørgen Højmark Jensen, der har læst sagens akter, der fylder knap 100 sider.

"Skandaløst. Sådan lukker man en grim sag," siger bromatolog og fødevareekspert Orla Zinck, som også har læst sagen.

"Myndighederne svigtede groft ved ikke at underrette forbrugerne – og ved at give efter for burgerkædens præmiejurister, som med en grotesk argumentation lykkedes med at forplumre en klokkeklar og rimelig afgørelse om, at der var sundhedsfare," siger Orla Zinck.

Han hæfter sig ved, at Burger Kings advokat i et brev til ministeriet argumenterede for, at der må være otte gange mere af det farlige stof, end reglerne ifølge Fødevarestyrelsen tillader.

Burger King henviste til, at EU-regler ikke satte grænser for, hvor høje værdier af de farlige stoffer, der måtte være i grillet kød.

"Uhørt"

"Det er uhørt og uansvarligt, og det argument bør forbrugerne blive bekendt med, så de kan vurdere, om burgerkæden handler ansvarligt," siger Orla Zinck.

Fødevarestyrelsen afviser, at den i 2010 skulle have offentliggjort sine bekymringer. Det sker med henvisning til, at burgerkæden efter kritikken nedbragte niveauet af de farlige stoffer.

”Havde Burger King ikke selv gjort dette ville fødevareregionen kunne have lavet en ny afgørelse i stedet for den hjemviste afgørelse” oplyser Dorthe Licht Cederberg, der er cand. scient, ph.d. i Fødevarestyrelsens kontor for kemisk fødevaresikkerhed.

Den danske fødevaremyndighed kan til enhver tid forbyde en producent at sælge mad, som myndigheden finder, er sundhedsskadeligt.

Bad EU om hjælp

Alligevel har Burger King-sagen ført til, at de danske myndigheder har bedt EU om hjælp.

For hidtil har EU-reglerne udelukkende sat grænser indholdet af de farlige stoffer i røget kød - ikke stegt kød - eksempelvis burgerbøffer.

Det har Burger King brugt som argument for, at de danske myndigheder ikke kunne sanktionere.

Fødevarestyrelsen fik tidligere på måneden indført de nye EU-regler, som gør, at stegt og grillet kød med høje mængder kræftfremkaldende stoffer vil være ulovlige fra 1. september 2012.

Det anses som en sejr for den danske fødevaremyndighed.

Burger King afviser at stille op til et interview, men bedyrer i en e-mail til Avisen.dk, at der aldrig har været - eller er – sundhedsfare.

"Hos Burger King® er vi eksperter i fødevaresikkerhed og har meget strenge procedurer, der sikrer, at al mad serveret på Burger Kings® restauranter altid har været og altid vil være sikkert," meddeler Burger King.

Læs også: Burger King: Vi er eksperter

Giftige stoffer

De giftige tjærestoffer bliver dannet under grilning og røgning og sætter sig i kødet. Stofferne er blandt andet kræftfremkaldende og skader arveanlæggene.