Museklik giver boom i stilladskurser

27. maj 2013, 06:00
En ny analyse fra PensionDanmark viser, at der er sket tæt på en fordobling i antal kurser, efter selskabet har gjort det lettere for håndværksmestrene at få adgang til de berettigede tilskud.

Murermester Karsten Hjort fra Slagelse er klar til at sende sine folk på kursus, så snart der bliver luft i kalenderen.

Efteruddannelse har ellers ikke været hans stærke side, men en lettere elektronisk adgang til tilskud fra PensionDanmarks uddannelsesfonde har faktisk gjort en forskel.

De 12 fonde omfatter cirka 170.000 medarbejdere i blandt andet bygge-, hotel- og restaurations- samt mejeribranchen. I 2012 er der udbetalt cirka 48 millioner kroner fra fondene til forskellige kurser til faglærte og ufaglærte.

"Jeg er 60 år og ikke opvokset med computere, men her stod medarbejdernes navne og CPR-numre der allerede. Jeg skulle kun klikke et par gange, og kort tid efter stod pengene på kontoen," siger murermesteren.

Og Karsten Hjort er langt fra den eneste, der har brugt computermusen til at få tilskud til kurser til faglærte og ufaglærte arbejdsmænd.

Fordobling af kurser

En ny analyse fra PensionDanmark viser, at der blev givet tilskud til 23.204 kurser i perioden oktober 2012 til marts 2013. I samme periode året forinden var tallet 13.674.

Der er altså sket tæt på en fordobling i antallet af kurser. Ifølge PensionDanmark er der to forklaringer.

"Den ene er, at der er en stigende opmærksomhed om vigtigheden af efteruddannelse. Den anden er et nyt digitalt samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet," siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark.

Samarbejdet har betydet en administrativ lettelse for blandt andre håndværksmestre. Nu får de automatisk besked om, hvilke tilskud de har krav på. Mestrene får så efter et par klik på computermusen sat tilskuddet direkte ind på kontoen.

Hvorfor har PensionDanmark ikke gjort det her tidligere?

"Vi har haft god gang i udbetalingerne, men nu tager vi et ekstra ryk, så vi forhåbentlig kommer helt ud i krogene, så flere får efteruddannelse," siger direktøren.

Lærer at køre truck og gøre rent

Der er tale om kurser som eksempelvis gaffeltruckcertifikat, rengøringshygiejne og systemstilladskurser. Det er AMU-kurser, der kan få ufaglærtes årlige indkomst til at stige med 7.000 kroner årligt efter syv år.

Det er især fagforeningen 3Fs medlemmer, der får glæde af kurserne. Det er nemlig ansatte fra bygge- og anlægsbranchen samt handels-, transport- og servicesektoren, der fylder mest på skolebænken.

"Det er ikke nødvendigt og realistisk at løfte alle, men det er vigtigt at få løftet en pæn del, så arbejdsstyrken får de kompetencer, der vil blive brug for fremover," vurderer PensionDanmarks Thor Möger Pedersen.

Tidligere var det de mindre og mellemstore virksomheder som Karsten Hjorts, der haltede efter, men nu er de også ved at være med på beatet.

I perioden oktober 2011 til marts 2012 var der kun 35,3 procent, der benyttede sig af de tilskudsberettigede kurser under PensionDanmark. I samme periode året efter var procenttallet steget til 71,2 procent.

"Det er vi glade for, fordi det kan være svært for mindre virksomheder at have overblik over de forskellige økonomiske tilskud. Måske er indehaver arbejdende mester, og organisationen foregår hjemme på køkkenbordet. Derfor er lette løsninger vigtige," forklarer han.

Slut med at samle støv

I 2011 bragte Ugebrevet A4 en historie om, at en kvart milliard kroner samlede støv i de såkaldte kompetencefonde. Ud af dem lå 119 millioner kroner i Uddannelsesfonde.dk, der administreres af PensionDanmark.

Dengang kaldte både eksperter og fagbevægelsen det trist, at pengene blev liggende på bunden af pengetanken.

I dag er 3F positiv over den seneste udvikling, men formanden for Transportgruppen har en anden forklaring på stigningen end PensionDanmark.

"Jeg vil tro, at det skyldes en kombination af, at det er blevet lettere at søge, og at systemet er lavet om. Virksomhederne kan nu få tilskud, hvis de har lavet en uddannelsesplan i samarbejde med medarbejderen," siger Jan Villadsen fra 3F.

Muremester: En øjenåbner

Tilbage i Slagelse er det ikke sidste gang, at Karsten Hjort har dygtiggjort sine arbejdsmænd.

Han har planer om, at de både skal lære at isolere og at renovere ældre huse.

"Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke var opmærksom på det noget før. Det har været en øjenåbner, for jeg har lært, at det godt kan betale sig at have antennerne mere ude," siger murermesteren.