Muhammed hurtigst i job efter sygdom

2. apr 2013, 11:00
Indvandrere af ikke vestlig herkomst er hurtigere tilbage i job, efter de har været på sygedagpenge, end etniske danskere. Det viser en ny rapport fra KORA.

Når Muhammed eller Selma har været på sygedagpenge, finder de hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet end Morten eller Signe.

Det offentliges analyseinstitut KORA har undersøgt, hvad det betyder for indkomsten at have været på sygedagpenge for henholdvis etniske danskere og indvandrere af ikke vestlig herkomst.

Og det viser sig, at indvandrere er hurtigst til at genvinde en indkomst på mindst 125.000 kr. årligt. Faktisk er der 15 procent flere indvandrere i job efter en periode på sygedagpenge end etniske danskere.

Normalt at være på støtten

Hos Jobcenter Aalborg anerkender jobcenterchef Peter Thomsen, at en periode med sygdom, og dermed fravær fra jobbet, skaber problemer for den enkelte.

"Jo længere tid, du har været væk fra arbejdsmarkedet, jo svære er det, at komme tilbage. Derfor gælder det for alle om at komme så hurtigt som muligt tilbage i job," siger Peter Thomsen.

Sociolog Anders Holm er enig i, at det altid sender et negativt signal til en arbejdsgiver, når man har været på sygedagpenge. Alligevel har indvandrere en fordel frem for etniske danskere, når sygdommen skal afløses af et fast job.

Cheferne ser forskelligt på syge

"Groft sagt opererer danskere mere på den del af arbejdsmarkedet, hvor man har længere uddannelser, og hvor det er rigtigt skidt at melde sig ud. Omvendt opererer indvandrere på den del af jobmarkedet, hvor man har kortere uddannelser, og hvor man er mere vant til, at folk har været på overførselsindkomst," siger professor Anders Holm fra Københavns Universitet.

Derfor vil en indvandrer typisk søge et job, hvor arbejdsgiveren ser bort fra, at en jobansøger har gået hjemme på sygedagpenge.

"Tag nu for eksempel en indvandrer, der arbejder i Bygge- og Anlæg. Hvis den person kommer fra en overførselsindkomst, så er det ikke så slemt, fordi rigtig mange i den branche jo har været på støtten," siger Anders Holm, professor i sociologi, Københavns Universitet.

Sygedagpenge slemt på DJØF'erens CV

Hvis man omvendt er DJØF'er og søger job i et ministerium, ser det straks værre ud at have sygedagpenge på éns CV.

"Så kan arbejdsgiveren tænke 'føj for Søren'. Du må have været glad for at være i din kolonihave. Dig vil vi ikke bruge," siger Anders Holm.