Morten Olsen vil ødelægge Spaniens spil

19. aug 2008
Venskabskampen mod Spanien onsdag aften bliver nummer 100 for Jon Dahl Tomasson og nummer 50 for Martin Laursen. Det skal fejres med godt fodboldspil, mener Morten Olsen.

Det er godt nok kun en venskabskamp, som det danske fodboldlandshold spiller mod Spanien onsdag aften i Parken.

Men det er en vigtig én af slagsen.

Det er den sidste testkamp, inden Morten Olsen & Co. indleder en ny slutrundejagt for et sultent landshold, der ikke har været med til de to seneste slutrunder.

Derfor understreger Morten Olsen også, at det ikke er en helt almindelig, ligegyldig testkamp.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Vi skal turde at spille fodbold mod Spanien og ikke reagere fodbold, som vi gjorde i Århus, sagde Morten Olsen på dagens pressemøde med henvisning til nederlaget til Spanien på 1-3 i den EM-kvalifikationskamp, der endeligt slukkede håbet for dansk EM-deltagelse i Østrig og Schweiz i sommer.

Morten Olsen går efter at ødelægge spaniernes hurtige kombinationsspil.

- Der er stor sandsynlighed for - om vi kan lide det eller ej - at Spanien har bolden mest. Derfor skal vi være aggressive og ødelægge deres 'one touch-fodbold', sagde Olsen.

Kampen bliver Jon Dahl Tomassons nummer 100 og Martin Laursens nummer 50 i landsholdstrøjen. Det forpligter, mener Morten Olsen.

- Det er vigtigt, at vi giver dem en god kamp i morgen, sagde han - og afslører dermed at de to nok vil være at finde blandt de 11 startende på banen.

Hvem de øvrige ni bliver, vil han ikke afsløre før en time før kampstart.

 

 

faktaboks

Danmark har spillet 16 A-landsholdskampe mod Spanien.

Danmark har vundet opgøret to gange. Seneste gang var i 1993 i Parken, da Flemming Povlsen scorede sejrsmålet til 1-0.

Spanien har vundet 11 gange, mens opgøret er endt uafgjort tre gange.

Kampen spilles kl. 20.15 og vises direkte på TV2 fra klokken 20.00