En mor og hendes søn druknede begge i Rhinen i Tyskland lørdag. Foto: Ralph Orlowski/Reuters

Mor ville redde sin søn: Druknede selv i Rhinen

28. jun, 09:16
En 30-årig mor og hendes femårige søn druknede begge i floden Rhinen i den tyske delstat Hessen lørdag.

En femårig dreng druknede i floden Rhinen i Tyskland lørdag under en svømmetur. Det samme gjorde hans mor, da hun forgæves forsøgte at redde ham.

Det oplyser tysk politi.

Ulykken skete i Trebur i delstaten Hessen.

Da drengen forsvandt under en svømmetur, forsøgte hans mor at redde ham. Men hun kom også i problemer i floden, og en forbipasserende måtte derfor trække hende op af vandet.

Det var, da hun løb ud i vandet anden gang, at den 30-årige kvinde druknede, oplyser politiet.

Også kvindens 13-årige datter havde forgæves forsøgt at hjælpe sin femårige lillebror.

Lokale myndigheder fik bragt teenagepigen uskadt i land.

Efter to timers eftersøgning blev mor og søn fundet. På trods af forsøg på genoplivning stod deres liv ikke til at redde, oplyser politiet.

/ritzau/dpa