Mona 14 år: Må selv skaffe lommepengene

12. mar 2013, 13:04
Den lille løn fra fritidsjobbet betyder alverden for Mona i et teenageliv, hvor far og mor ikke smider om sig med lommepenge.

"Jeg vil gerne kunne købe tøj og makeup," siger Mona, der er en 14-årig fritidsjobber fra Aarhus Nord.

Ligesom de fleste af hendes venner tjener hun sine lommepenge selv på at gå med aviser og reklamer hver tirsdag og fredag, og for Mona, der bor alene sammen med sin mor, giver jobbet efter skoletid en vigtig indkomst.

Tjener 400 kroner om ugen

"Min mor arbejder ikke og har ikke så mange penge, så jeg skal selv tjene dem," siger Mona, der dog aldrig er blevet direkte opfordret af sin mor til at tage det fritidsjob, hun tjener 400 kroner på om ugen.

Efter et år på avisruten i Århus er Mona begyndt at lede efter et nyt job, for det er hårdt at traske rundt i sneen med tunge stakke af tryksager. Men fritidsjob, især uden for omdeler-branchen, er sjældne.

Siden 2009 er hver fjerde af de unge 13-15-årige faldet ud af beskæftigelse, så konkurrencen er skærpet på jobmarkedet. Også når man bare gerne vil hjælpe til i den lokale Brugsen.

"Jeg har søgt masser af job. For eksempel hos en frisør, en kiosk og i Brugsen, " fortæller Mona, om de besøg i butikker og virksomheder, hun har foretaget med sin veninde.

Drømmer om at gå til hånde hos en frisør

Den flittige fritidsjobber drømmer om at blive børnelæge engang. Lige nu vil hun allerhelst gå til hånde hos en frisør, men mindre kan også gøre det.

"Jeg vil bare gerne tjene lidt mere," siger hun.

Og Mona giver ikke så let op. Nu har hun skaffet sig hjælp fra en pædagog i sin fritidsklub, der hjælper hende med at finpudse sine jobansøgninger.

Mona's rigtige navn er redaktionen bekendt.