Arkivfoto. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Modtog sms fra ukendt kvinde: Pludselig var han 12,5 millioner kr. rigere

15. jul, 10:51
En mand modtog en dag en sms fra en ukendt kvinde, der kunne fortælle ham, at han var blevet lottomillionær.

En mand i 50’erne fra Favrskov i Østjylland havde ignoreret utallige opkald fra Danske Spil, indtil han en dag fik en sms fra en ukendt kvinde.

Kvinden, Helene, arbejdede i den danske spilletjeneste og kunne fortælle manden, at han havde vundet 12,5 millioner kroner i lotto.

Han var dog stadig lidt skeptisk. En ukendt kvinde kontakter ham og fortæller, at han pludselig var blevet lottomillionær. Det lød lidt mistænksomt, syntes han.

- Jeg undrede mig da over, at jeg fik en sms fra en fremmed kvinde. Men jeg blev selvfølgelig nysgerrig. Så jeg ringede op til hende.

- Da hun sagde noget om, at jeg havde vundet en stor gevinst i lotto, blev jeg naturligvis skeptisk. For jeg har prøvet at blive ringet op af folk, som enten ville snyde mig eller sælge mig noget. Det er også derfor, jeg ikke tager telefonen, hvis jeg ikke kender nummeret, fortæller manden i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Han tjekkede efterfølgende sin abonnementskonto hos Danske Spil og kunne konstatere, at den var god nok. Der var stod, at han var blevet 12,5 millioner skattefrie kroner rigere.

Nu vil manden købe en dyr lejlighed i Aarhus og tage på luksustur rundt i Danmark.

- Det kunne godt blive en rigtig hyggelig luksustur med en hotelovernatning her og der. Så støtter man også lokalt. Det kan jeg godt lide, siger han.