Adm. direktør Finn Tang og resten af ledelsen i Aldi betegner i regnskabet tabet som utilfredsstillende. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Supermarkeds-kæde i kæmpe milliontab

26. jun, 12:53
Dagligvarekæden Aldi, der har 182 butikker i Danmark, tabte sidste år et underskud på 512 millioner kroner.

Dagligvarekæden Aldi investerede sidste år i at modernisere sine butikker, og det kan i den grad ses i regnskabet.

Året bød på et underskud på 511 millioner kroner, hvilket er omtrent 34 procent mere end året før.

Flere af kædens butikker er blevet bygget om, ligesom der er blevet åbnet nye.

- Dette har belastet regnskabet med betydelige engangsomkostninger, fremgår det i regnskabet.

I regnskabet fremhæves det også, at dagligvarekæden sidste år for første gang brugte penge på radio- og tv-reklamer i Danmark.

Ledelsen betegner i regnskabet resultatet som utilfredsstillende. Det var dog forventet på grund af investeringerne, lyder det.

Underskud i Danmark er ikke nyt for Aldi. De seneste fem regnskabsår har alle budt på underskud. Samlet er det løbet op i et tab på 1,7 milliarder kroner.

Dagligvarekæden, der har været i Danmark siden 1977, solgte sidste år varer for 3,6 milliarder kroner.

Det var stort set samme niveau, som omsætningen endte på i 2018.

Arbejdet med at relancere kæden blev annonceret i 2017, hvor 32 af de dårligst præsterende butikker blev lukket.

Der skulle blandt andet satses på nye store butikker og en ny indretning af butikkerne.

Det arbejde er dog ikke færdigt endnu. Der investeres fortsat, og der ventes også underskud i 2020.

- Der vil således fortsat ske betydelige investeringer i butiksnettet, medarbejderstab med videre, der vil belaste årsresultaterne, hvorfor resultatet for 2020 igen forventes negativt i betydelig størrelse, men bedre end 2019, lyder det i regnskabet.

Dagligvarekæden har 182 butikker i Danmark og beskæftiger cirka 2600 medarbejdere.

Aldi kommer oprindeligt fra Tyskland, og den danske del af Aldi er da også på tyske hænder.

Ud over Danmark og Tyskland er Aldi til stede i syv andre europæiske lande. På verdensplan har kæden 60.000 ansatte.

/ritzau/