Mobbeofre får kronisk stress

27. dec 2010
Når kollegaer holder dig uden for eller taler grimt om dig, kan du få kronisk stress.

Måske har du selv set det. Eller prøvet det.

Chefen kalder din kollega ved kælenavn, mens han nærmest ikke husker dit navn. Eller du har konstant ondt i maven, fordi en kollega beskylder dig for at lave det værste makværk i branchen.

Sådanne oplevelser kan få fatale følger.

Konstant mobning på jobbet øger nemlig risikoen for, at ofret får kronisk stress. Det viser en ny undersøgelse af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

"Der har været en lang række mindre undersøgelser, der antyder det samme. Men den nye undersøgelse er stor og kan dermed fastslå, at ansatte, der dagligt eller ugentligt bliver mobbet, risikerer at få kronisk stress," siger forskeren bag undersøgelsen Åse Marie Hansen.

Kronisk stress gør syg

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hun har undersøgt 1944 ansatte på 55 offentlige og private arbejdspladser. Åse Marie Hansen har haft særligt fokus på den enkeltes optag af stresshormonet kortisol, der produceres i øget mængde ved blandt andet vrede, angst og søvnmangel.

Personer, der har travlt og dermed stresser, har mere kortisol i kroppen. Men når stress går hen og bliver kronisk, udvikler de mindre af hormonet. De personer i undersøgelsen, der følte sig mobbet ofte, havde langt mindre kortisol end dem, der ikke følte sig mobbet.

"Kronisk stress har en række symptomer, der er dårlige for helbredet. Folk får ondt i maven og i hovedet. De får nemmere misbrugsproblemer. De bevæger sig mindre. De har svært ved at sove og bliver nemt depressive med angstanfald og lavt selvværd," siger Åse Marie Hansen.

Arbejdstilsynet vil bruge undersøgelsens resultater i arbejdet for at forhindre mobning.

"Med denne undersøgelse i hånden kan det blive nemmere at få virksomhederne til at gøre noget ved mobning," siger Tom Hansen, chefkonsulent og psykolog i Arbejdstilsynet.

Mobbedetektiver

Arbejdstilsynet planlægger en konference om mobning på jobbet, og har siden sommer uddannet særligt personale i at opdage mobning på arbejdspladsen.

"Disse særligt uddannede personer besøger arbejdspladserne og forsøger at få de enkelte medarbejdere i tale alene. Det er oftest i sådanne samtale, at vi for at vide, hvis nogle føler sig mobbet," siger Tom Hansen.

Arbejdstilsynet har også oprettet en hotline til folk, der føler sig mobbet, så de kan ringe og få råd og vejledning.

skjultitel

Fakta om undersøgelsen:

  • 1955 ansatte deltog
  • 1412 var kvinder, resten var mænd
  • 55 arbejdspladser deltog
  • 16 af dem var private
  • Mobbeofre, der ofte blev mobbet havde 24,8 procent mindre kortisol i spyttet end kontrolgruppen.
  • De havde også et dårligere helbred.
  • Mobning forekom på 78 procent af arbejdspladserne.
  • Kronisk mobning forekom på 21 procent af arbejdspladserne

Mobning i tal:

  • 1,6 %, er udsat for mobning dagligt eller ugentligt.
  • 6,7 % er udsat for mobning engang imellem.
  • I alt er 8,3 % udsat for mobning i løbet af et år.
  • 71,5 % af dem, der mobbes, føler sig mobbet af kollegerne.
  • 32,4 % føler sig mobbet af deres leder.
  • 6 % bliver mobbet af en underordnet.

    Kilder: NFA's raport om mobning og negative handlinger 2009 og undersøgelse om psykiske arbejdsmiljø 2005.

Telefonnummer til mobbelinjen: 70 12 12 88