Mistanke: Skumle mænd hjemsøgte pigesite

16. jul 2010
Formodede pædofile har via et børnewebsite forsøgt at mødes med piger. Politiet inddraget. Ejeren har skærpet sikkerheden.

Vær opmærksom, hvis din datter bruger ekstra tid foran computeren i sommerferien.

Det sociale børnewebsite Gosupermodel.com burde være et trygt sted at spille og hygge-chatte for flere hundredetusinde 10-15-årige danske piger, der drømmer om at blive modeprinsesser, popstjerner og supermodeller.

Men trygt og sikkert er det lyserøde pige-forum ikke nødvendigvis.

Faktisk har der været så udtalte mistanker om overgreb, at politiet i mindst fem tilfælde har været inddraget for at opspore de formodede krænkere, som ifølge ejeren af Gosupermodel.com kan være mænd med pædofile tendenser.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"De anmeldelser sitet har lavet skyldes tilfælde hvor en bruger har prøvet at lokke en eller flere brugere væk fra goSupermodel og over i andre medier med mindre eller ingen sikkerhed," siger direktør Henrik Riis, der har været med til at grundlægge sitet i sin internetvirksomhed Watagame.

"Der foregår ikke noget kriminelt på goSupermodel. At sagerne alligevel anmeldes skyldes at vi ønsker at give politiet fingerpeg om suspekte personer som de bør checke op på."

"Vi har politianmeldt folk, som vi mener, kan være mandlige seksuelle krænkere, der vil lokke pigerne til at deltage i noget, som pigerne ikke vil være med til," siger direktøren.

Virksomheden bag Gosupermodel har opdaget disse forsøg og har anmeldt brugerne til politiet og udelukket dem fra sitet, understreger direktøren.

"Men dem vi anmelder er ikke nødvendigvis krænkere. Det kan også være brugere, der spiller rollespil”.

Politiet bekræfter anmeldelserne om krænkelser, men kan ikke uddybe, om nogle er blevet sigtet og dømt.Sagerne fandt sted i 2007, 2008 og i fjor, mens endnu ingen har været politianmeldt i år.

I Norge, hvor Gosupermodel.com også er populært, har der også været en række anmeldelser.

Børnelokkerne har været på spil ved at snyde sig ind i forummet under dække af at være en pige.

Herefter har de chattet på tomandshånd med pigerne.For at kunne dokumentere og bekæmpe problemet har Henrik Riis anmodet Datatilsynet om tilladelse til at gemme indholdet fra alle chat-korrespondancerne.

Formålet har været at "gøre det muligt at skabe et trygt og sikkert forum for målgruppen, hvor alt indhold af seksuel, truende, voldelig, chikanerende eller racistisk karakter holdes så langt nede som muligt," som det hedder i et dokument fra Datatilsynet.

Han har fået tilladelse til at gemme beskederne – eller "logge" dem, som det hedder i fagtermer.

"Og sammen en med en række andre foranstaltninger er det lykkes at skabe en mere tryg og sikker platform for vores brugere. Jeg vil vove den påstand at Gosupermodel.com er det sikreste danske community for piger.

Vi har fuldtidsansatte, overvåger sitet." siger Henrik Riis."Vi anmelder for en sikkerheds skyld mistænksom og grov opførsel, hvor nogen forsøger lokke brugerne over i andre medier,der ikke overvåger kommunikationen," siger han.

Han fortæller, at også pigerne er meget gode til at anmelde til firmaet, hvis en bruger opfører sig mistænksomt eller dårligt.Og Gosupermodel.com har fået "chatmærket", der opfylder en række sikkerhedskriterier, der skal modvirke chatkontakt, som kan føre til krænkelser og kriminelle handlinger af seksuel karakter.

"Vi holder os ikke tilbage for at blokere og udelukke brugere, der ikke opfører sig ordentligt. Og det det mit indtryk, at vores indsats har betydet, at problemerne er blevet mindre." siger direktøren

"Når sagerne alligevel anmeldes skyldes at virksomheden ønsker at give politiet fingerpeg om suspekte personer som de bør checke op på," siger Henrik Riis.

(Artiklen er opdateret den 19. juli. kl. 13.54)