20201011095856390_1000
Fyns Politi måtte tidligt lørdag morgen rykke ud til Otterup på Fyn, hvor en 17-årig dreng var fundet med svære hovedskader. (Arkivfoto) Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Mistænkt påkørt efter groft overfald på teenager

11. okt 2020, 16:55
To voldssager fra Otterup kobles sammen. Først fik 17-årig dreng tæsk, derefter blev 21-årig ramt af en bil.

Det er foreløbig uvist, hvorfor en 17-årig dreng tidligt lørdag morgen blev overfaldet i Otterup nord for Odense.

Men der er ingen tvivl om, at overfaldet på teenageren hænger tæt sammen med en påkørsel af en ung mand i samme by.

Det fastslår vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi søndag formiddag.

Drengen blev fundet med svære hovedskader i en indkørsel til en villa i Otterup lørdag omkring klokken 05.

Det var husets beboer, der kontaktede alarmcentralen.

Nogenlunde samtidig blev en 21-årig mand indbragt til Odense Universitetshospital med lårbensbrud og skader i ansigtet.

Også han havde pådraget sig sine skader i Otterup. Angiveligt var den 21-årige blevet påkørt af en bil på Søndergade, mens den 17-årige dreng blev fundet ilde tilredt på Stadionvej.

- De to sager hænger sammen. Det havde vi fra starten en formodning om, men vi skulle lige finde ud af, hvordan der var en sammenhæng.

- Det viser sig, at den 17-årige har pådraget sig sine skader samme sted, som den 21-årige er blevet påkørt, siger vagtchefen.

Ifølge politiet blev teenageren overfaldet af tre personer.

- Han får gevaldigt mange tæsk. I den forbindelse påkører en 18-årig mand en af overfaldsmændene, siger Lars Thede.

Den 21-årige, der fik lårbensbrud, deltog altså i overfaldet, mener politiet.

- Vi ved ikke noget om baggrunden for episoden endnu. Det lader til, at alle de involverede har kendskab til hinanden, så der er ikke tale om et overfald på et tilfældigt offer, siger vagtchefen.

Føreren af bilen, som ramte en af de formodede voldsmænd, blev anholdt og afhørt søndag formiddag.

Politiets jurister har dog vurderet, at der ikke var grundlag for at kræve ham varetægtsfængslet, så han blev løsladt efter endt afhøring.

Den 17-årige havde svært ved at give politiet brugbare oplysninger om sagen, da han blev fundet lørdag. Tilsyneladende havde han hukommelsestab og anede ikke, hvordan han var landet i Otterup.

Drengen er fra Odense. Det samme er den anholdte - og altså nu løsladte - 18-årige, mens den 21-årige er fra Otterup.

/ritzau/