20201028-021339-L-1920x1277we
- Det er og kan aldrig være i orden, at man i kunstens navn begår hærværk mod vores alle sammens kulturarv, siger kulturminister Joy Mogensen (S). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Efter buste-hærværk: Nu vil minister vil undersøge syv skoler

27. jan 2021, 07:52
Kulturminister igangsætter undersøgelse af landets syv kunstneriske uddannelser efter buste-sag.

Forholdene på landets syv kunstneriske uddannelser, der hører under Kulturministeriet, skal nu undersøges grundigt.

Det siger kulturminister Joy Mogensen (S) i Folketingssalen.

- Det er og kan aldrig være i orden, at man i kunstens navn begår hærværk mod vores alle sammens kulturarv, siger ministeren.

Hun henviser til en happening, hvor en gipsbuste af Frederik V fra Kunstakademiets festsal blev smidt i Københavns Havn.

Institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld har erkendt at være én af dem, der står bag. Hun er bortvist, og sagen er politianmeldt, mens rektor er trådt tilbage, da der ikke var enighed om, hvordan problemerne skulle løses.

Derfor vil ministeren have undersøgt de ledelsesmæssige og organisatoriske forhold på syv kunstneriske uddannelser.

- Den tilgang, jeg lægger til denne sag om at kigge på en ledelsesreform af alle kunstnerisme uddannelser, angiver, at jeg bestemt ikke er bleg for, at det kan forekomme steder, som endnu ikke er komme til offentlighedens kendskab, siger hun.

Hun henviser til identitetspolitiske strømninger i kunstmiljøet.

Det er en strømning, som fylder mere og mere i den offentlige debat og som har fokus på begreber som "privilegieblindhed" og "krænkelseskultur".

Kulturordfører Morten Messerschmidt (DF) foreslår, at man etablerer politisk udpegede bestyrelser, ligesom der findes i DR.

Kulturministeren vil ikke afvise det.

- Jeg har ikke på forhånd lagt mig fast på en konkret model, derfor har jeg nedsat et udvalg.

- Jeg har selv stort fokus på, at vi får et håndværksmæssigt fagligt fokus, siger Joy Mogensen.

Gipsbusten blev fisket op 6. november og var ødelagt.

Den nu bortviste institutleder har afvist, at det var groft hærværk, som politiet efterforsker sagen som.

De syv uddannelser er Den Danske Filmskole, Den Danske Scenekunstskole, Det Jyske Musikkonservatorium, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rytmisk Musikkonservatorium, Syddansk Musikkonservatorium og Kunstakademiets Billedkunstskoler.

Et udvalg bestående af 13 medlemmer skal analysere de "ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer" og se på, hvordan man kan organisere skolerne.

Medlemmerne af udvalget vil bestå af rektorer, studerende, ansatte og eksperter og nedsættes i februar.

Selve undersøgelsen forventes at være afsluttet til oktober 2021.

/ritzau/