TEMA: VERDEN SET FRA ET FØRERHUS: Minister vil sende vognmænd i skole

27. jan 2011, 22:20
Efter afsløringer af fusk vil transportministeren sende vognmænd på kursus. Han ville ellers droppe krav om uddannelse.

Afsløringer af, at lastbilchauffører bringer trafiksikkerheden i fare ved at bryde køre-hviletidsregler, får transportminister Hans Christian Schmidt (V) til at ændre kurs.

Han sætter nu bremserne i for sit eget forslag om at sløjfe et krav til vognmændene om et kursus, hvor chaufførernes arbejdsgivere bliver grundigt undervist i køre-hviletidsregler.

Læs også: Krav om skærpet kontrol med svindeltruckere

"Jeg stiller forslaget vedrørende fjernelse af uddannelseskravet i bero og er lydhør over for andre forslag, der kan skabe ordnede forhold i branchen. Det skal aldrig være muligt at konkurrere ved ikke at overholde reglerne," siger Hans Christian Schmidt.

Fusk og svindel

Samtidig foreslår han, at oprettelsen af et vejkorps, der mere opsøgende end i dag skal kontrollere vognmandsbranchen.

Transportministeren siger, at han også har læst de seneste dages afsløringer af fusk og svindel med fartskriverne og udbredte overtrædelser af køre-hviletidsreglerne.

Læs også: Søvnige svindel-truckere er livsfarlige

Hans Christian Schmidt har også lyttet til administrerende direktør Erik Østergaard fra brancheorganisationen DTL, der har kritiseret ministeren for at sløjfe kursuskravet.

"Han har en pointe, og den lytter jeg til," siger transportministeren.

Konkurrence fra udlandet

Det glæder SF’s trafikordfører Anne Baastrup.

"Jeg er glad for at ministeren kan lytte til argumenter, og omsider indser, at der er noget galt. Nu mangler der blot, at ministeren indser, at der er behov for markant at opkvalificere branchen, så den kan klare sig i konkurrencen fra udlandet," siger hun.

Anne Baastrup siger, at der er behov for forbedrede uddannelsestilbud, der skal gøre danske vognmænd konkurrencedygtige. Det skal ske ved, at de lærer at planlægge at køre økonomisk og miljøvenligt i moderne lastbiler.

"I Danmark har vi en fremragende shippinguddannelse, der har været medvirkende til at gøre os til en førende rederination. På samme måde kan vi skabe vilkår får landtransporten, der er underlagt hård og urimelig konkurrence fra Østeuropa," siger Anne Baastrup.