Minister vil have tjek af kendt byggematador

21. nov 2012, 16:42
Arbejdstilsynet skal lave opgørelse over overtrædelser af arbejdsmiljøregler hos storentreprenøren Pihl Søn. Og så skal DA og Dansk Byggeri tage sig sammen, lyder det fra Mette Frederiksen.

I foråret blev polske Ryszaed Josef Ochal dræbt af et væltet forskalningstårn, mens han støbte beton omkring det nye søfartsmuseum i Helsingør. I februar forvred landsmanden Andrzej Strugala knæet efter et fald på flere meter på Aarhus havn, men blev nægtet en ambulance, fordi chefen ville skjule ulykken for de danske myndigheder.

Begge arbejdsulykker fandt sted på byggepladser drevet af den danske storentreprenør Pihl & Søn. Og i begge tilfælde har Arbejdstilsynet efterfølgende konkluderet, at der er sket overtrædelser af danske regler for arbejdsmiljø.

Beskæftigelses- minister Mette Frederiksen (S) har nu bedt Arbejdstilsynet lave en samlet opgørelse over overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne på Pihl & Søn-byggepladser.

Det sker efter et samråd om Pihl & Søns brug af polske underentreprenører, der blev holdt i folketingets beskæftigelsesudvalg onsdag formiddag.

Mette Frederiksen understreger, at hovedentreprenører juridisk set ikke har ansvar for sikkerheden blandt underentreprenører.

"Men det skal ikke forhindre os i at diskutere, om danske virksomheder systematisk tager underentreprenører ind for at unddrage sig ansvar for, hvad der foregår på deres byggepladser," sagde hun.

Billig arbejdskraft = billig sikkerhed

"Jeg synes, at det er alvorligt, at danske hovedentreprenører samarbejder med polske underentreprenører, hvor der er så mange problemer," lød det fra ministeren.

Udover generel fordømmelse af lønfusk og sjusk med sikkerhed lovede Mette Frederiksen at bestille en redegørelse for forholdene hos Pihl & Søn fra såvel Arbejdstilsynet, Skat og politiet.

Hos Enhedslistens ordfører for social dumping Finn Sørensen er der stor tilfredshed med ministerens initiativ.

"Alene det, at der bliver bestilt en rapport, kan have en præventiv effekt på Pihl & Søn," siger han.

Han understreger, at Arbejdstilsynets opgørelse kan kaste lys over sammenhængen mellem brug af billige østeuropæiske underentreprenører og farligt arbejdsmiljø.

"Dårlige løn- og arbejdsvilkår hænger som regel tæt sammen med dårlig sikkerhed. Så mit bud vil være, at den rapport vil vise, at alt for billig arbejdskraft også betyder alt for billig sikkerhed," siger Finn Sørensen.

Styrket indsats mod social dumping

Pihl & Søn er en af Danmarks største entreprenørfirmaer, og har i de senere år været centrum for en lang række sager om underbetaling og lønfusk blandt østeuropæiske underentreprenører.

Af samme grund har Pihl & Søn - formentlig ganske ufrivilligt - spillet en fremtrædende rolle i de netop afsluttede forhandlinger om en styrket indsats mod social dumping, som regeringen og Enhedslisten vedtog i forbindelse med finansloven.

Aftalen indebærer, at Arbejdstilsynet fremover kan udskrive klækkelige bøder, når der konstateres mangelfuld registrering af udenlandsk mandskab på byggepladser.

Samtidig får Skat flere ressourcer til at kontrollere udenlandske firmaer, lige som der fremover stilles krav om arbejdsklausuler ved alt statens byggeri og i statslige selskaber.

Mette F. langer ud efter DA

Under onsdagens samråd roste Mette Frederiksen fagbevægelsens indsats for at komme social dumping i byggebranchen til livs - og lod derefter en kritisk bemærkning falde om arbedjsgivernes ditto.

"Jeg synes, at der påhviler Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Byggeri et ansvar for at få muget ud blandt danske arbejdsgivere i byggebranchen," lød det fra beskæftigelsesministeren.

Administrerende direktør i Pihl & Søn Halldór P. Ragnarsson var indtil for nylig formand for bestyrelsen i Dansk Byggeri.

Pihl & Søn
  • Pihl & Søn A/S er en af Danmarks største entreprenører med en årlig omsætning på mere end tre milliarder kr.
  • Virksomheden har tradition for at bruge østeuropæiske firmaer som underentreprenør.
  • En lang række af Pihl & Søns udenlandske samarbejdspartnere er i de seneste år blevet dømt for omfattende lønsnyd.

 

  • Her er et udpluk:
  • (2011/2012) Søfartsmuseet i Helsingør: Firmaet Kormal indgår forlig om bod på en million kr.
  • (2011/2012) Aarhus Havn:Firmaet Budomex indgår forlig af ukendt størrelse efter omfattende lønsnyd.
  • (2009) SEB Bank og Copenhagen Towers: Firmaet S-Bud idømmes bod på 1,3 mio. kr. Boden er aldrig betalt.
  • (2008) Allers hovedkvarter:Firmaet Eurotech idømmes bod på 600.000 og 50.000 kr. Boden er aldrig betalt.