Kulturminister Joy Mogensen (S) undskylder at have formuleret sig uklart om omprioriteringsbidraget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Minister efter kritik: "Undskyld herfra"

1. okt 2019
Kulturminister Joy Mogensen (S) beskyldes for at sminke og vildlede om besparelser. Nu undskylder hun.

- Undskyld herfra.

Sådan lyder det mandag aften fra kulturminister Joy Mogensen (S), efter at hun i flere dage er blevet kritiseret for at sminke besparelser i forbindelse med det omstridte omprioriteringsbidrag.

- Siden i lørdags er jeg blevet kritiseret for talfusk, i forhold til hvor mange, der bliver ramt, og hvor meget, af omprioriteringsbidraget på kulturområdet i regeringens finanslovsudspil, indleder Joy Mogensen sit tweet.

- Det er en ærgerlig diskussion, for jeg og mit parti er imod omprioriteringsbidraget, tilføjer hun.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

De Radikales Zenia Stampe beskyldte mandag ministeren for at sprede "urigtige oplysninger" i forbindelse med besparelser på kulturområdet.

Det skete, efter at ministeren havde meldt ud, at kunstneriske uddannelser og folkehøjskoler slipper for omprioriteringsbidraget, som er årlige besparelser på to procent.

På en liste over områder, hvor sparekravet var blevet fjernet, var inkluderet områder, som aldrig har været omfattet af de planlagte besparelser.

Det affødte stor kritik fra blandt andre Zenia Stampe.

- Kommunikationen er uærlig. I stedet for at sige det, som det er, at man undtager nogle områder og viderefører (omprioriteringsbidraget, red.) det på andre, så bliver det solgt som en stor sejr, sagde Zenia Stampe.

Joy Mogensen erkender mandag aften tilsyneladende at have efterladt et forkert indtryk i sine udtalelser.

- Jeg ville forsøge at fortælle, at ikke alle områder af kulturen er omfattet af omprioriteringsbidraget, skriver hun i sit tweet og fortsætter:

- Jeg møder hele tiden folk, som tror, at hele kulturområdet, skal spare to procent, men sandheden er, at færre bliver ramt af besparelserne, end mange tror.

- Det er ikke lykkedes mig at gøre rigtigt. Meningen var ikke at sminke tallene eller det forhold, at de to procent stadig rammer lige hårdt på de institutioner, der fortsat er omfattet af omprioriteringsbidraget. Så undskyld herfra, skriver ministeren.

/ritzau/